Loyal to Familia fejrede dom over bandeleder med jubel og håndtegn

Frontfigur for Loyal To Familia er en fri mand om fire uger, fortæller forsvarsadvokat.

Der blev jublet, piftet og kastet håndtegn foran Københavns Byret, da Shuaib Khan blev kørt væk for at afsone resten af sin fængselsstraf.

Her fejrede godt og vel 50 sortklædte ‘Loyal To Familia’-sympatisører, at deres bandeleder kan blive i Danmark samt snart er på fri fod.

Om godt fire uger kan lederen af bandegrupperingen ‘Loyal To Familia’ nemlig atter færdes frit på Nørrebro i København. Det stod klart efter mandagens domsafsigelse i Københavns Byret, hvor Shuaib Khan blev idømt tre måneders fængsel og en betinget udvisning af Danmark.

Det betyder, at LTF-overhovedet kan blive i Danmark, hvis han ikke begår noget strafbart i løbet af de næste to år. Khan har siddet varetægtsfængslet siden sensommeren og det betyder, at han til november vil være en fri mand.

Forsvarer er lettet

- Anklagemyndigheden gik efter en ubetinget udvisning, så jeg er selvfølgelig meget lettet over, at retten nåede frem til det, som jeg mener er juridisk rigtigt og det er ikke at udvise ham af Danmark, sagde Michael Juul Eriksen, forsvarer for Shuaib Khan, efter mandagens domsafsigelse.

LTF-frontfiguren stod tiltalt for at have truet en politibetjent med ordene ‘pas på din ryg’ og ‘husk hans ansigt’ under en kropsvisitation for ulovlige våben på Nørrebro i København den 31. juli i år.

Samtidig var han tiltalt for at have opholdt sig ulovligt i Danmark mellem 2010 og 2015. Den sidste forseelse kostede bandelederen en bøde på 12.000 kr., mens fængselsdommen samt den betingede udvisning faldt på grund af truslerne.

- Retten mener, det har været sagt som trusler. I en visitationszone, hvor den gruppering som du er leder for, er i en væbnet konflikt med en anden gruppering, begrundede dommer Kari Sørensen.

Anklagemyndigheden vil nu i samråd med statsadvokaten tage stilling til, om dommen skal ankes.

- Vi er meget tilfredse med, at retten var enige med os i, at tiltalte skulle straffes mærkbart for de her trusler mod politiet, sagde anklager Henrik Bergqvist.