Tidligere miljøminister og medlem af EU-Parlamentet Lone Dybkjær er død.
Det oplyser hendes ægtemand, Poul Nyrup Rasmussen, i en skriftlig udtalelse til Ritzau.
- Lone elskede livet og holdt tappert ud til det sidste, siger Poul Nyrup Rasmussen i den skriftlige udtalelse.
Hun blev 80 år gammel.
- Hun er og var min elskede, og jeg er så taknemmelig over det liv, vi sammen har haft. Med de store sorger, men også de største og lykkeligste øjeblikke. For hende og mig var kærligheden det største.
Lone Dybkjær var fra 1994 og frem til sin død gift med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
- Lones kærlighed til vor lille familie, datter, svigersøn og to børnebørn var grænseløs. Lone elskede livet og holdt tappert ud til det sidste, siger Poul Nyrup Rasmussen i den skriftlige udtalelse.
Lone Dybkjær blev første gang medlem af Folketinget i 1973 for De Radikale og var siden aktiv i dansk politik i forskellige roller.
I 1988 blev hun udpeget som miljøminister i KVR-regeringen og var sammen med socialminister Aase Olesen de første kvindelige ministre for De Radikale.
I 2011 trak hun sig fra Folketinget. Samme år fik hun konstateret kræft, og hun har flere gange talt åbent om sygdommen.