Tidligere minister Lone Dybkjær er alvorligt syg af kræft

Mulighederne for behandling er udtømte, siger den tidligere radikale toppolitiker i radioprogram.

Lone Dybkjær deltog i 2016 i bisættelsen af tidligere statsminister Anker Jørgensen med sin mand, tidligere statsminister Poul Nyrup. (Arkivfoto) (Foto: © Liselotte Sabroe og Keld Navntoft, Ritzau Scanpix)

Den tidligere toppolitiker og statsministerfrue Lone Dybkjær er alvorligt syg af kræft, fortæller hun i et program på Radio24syv.

Lone Dybkjær fik i 2011 konstateret brystkræft, og sygdommen har nu bredt sig til lunger og lever. Ifølge Lone Dybkjær er mulighederne efterhånden "tyndet ud".

- Jeg har fået det hele. Kemokur, strålekur og kemotabletter. Nu er der ikke mere at gøre, siger 79-årige Lone Dybkjær i programmet.

Adspurgt om chancerne for, at hun klarer sig gennem kræftsygdommen, svarer den tidligere politiker:

En af de første kvindelige R-ministre

- De er dårlige, men det er ikke i morgen.

Lone Dybkjær fortæller i programmet, at hendes mand, tidligere statsminister Poul Nyrup (S), hjælper hende med at holde humøret oppe i den svære tid.

Lone Dybkjær blev første gang valgt ind i Folketinget i 1973 for De Radikale og fik igen sin faste gang på Christiansborg fra 1979 til 1994.

I 1988 blev hun udpeget som miljøminister i KVR-regeringen og var sammen med socialminister Aase Olesen de første kvindelige ministre for De Radikale.

Lone Dybkjær sagde endeligt farvel til Folketinget ved valget i 2011.

/ritzau/