En 43-årig politimand er onsdag afgået ved døden, efter at han tirsdag morgen blev skudt i hovedet foran politigården i Albertslund.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtaler i en pressemeddelelse, at han modtager meddelelsen "med stor sorg":
- Jeg er ulykkelig på de pårørendes vegne over deres uerstattelige tab.
- Ingen kan få smerten, der har ramt de efterladte, til at gå væk. Men I skal vide, at hele Danmark sørger med jer, siger Lars Løkke Ramussen.
Han sender samtidig tanker til den dræbte politimands kolleger:
- I denne tragiske stund går mine tanker også til de kolleger, der sidder fortvivlede og rystede tilbage.
- Jeg ved godt, at det for kollegerne bliver tungt at trække i uniformen den kommende tid. På en meget tragisk baggrund er vi blevet mindet om det vigtige arbejde, politiet yder hver dag, så vi alle kan færdes trygt.
- Det skylder vi en stor tak for.
Ikke siden 1995 er en dansk politibetjent blevet skuddræbt.
/ritzau/