Du har sikkert oplevet det inden en eksamen eller jobsamtale.
Det er svært at falde i søvn aftenen før. På dagen er håndfladerne klamme, hjertet hamrer løs. Det gør ondt i maven - og måske må du runde toilettet lidt flere gange end normalt, inden du går hjemmefra.
Der er mange, der lider af eksamensangst, og om kort tid er det højsæson for eksamener, hvor danske unge skal vise deres lærere og censorer, hvad de har lært i årenes løb. Derfor er det måske ikke helt usmart af Mindhelper, der drives af de fem regioner, at de netop nu lancerer app'en Ro, som de har udarbejdet med særlig støtte fra Region Syddanmark.
Mathilde Ingemann, der går i 2.g på Rosborg Gymnasium er en af dem, der er nervøs for at gå til eksamen, og kunne forestille sig at gøre brug af appen.
- Jeg har været inde og kigge på den (app'en, red.), og jeg synes virkelig, der er mange forskellige ting. Både det der med, at man kan få råd til selve eksamen, men også til, hvordan man kan læse op på en god måde. Det, synes jeg, er ret fedt, siger hun.
En værktøjskasse
Linn Søndergaard Lindegaard er psykolog hos Mindhelper, der har udgivet app'en. Hun fortæller, at den indeholder masser af konkrete øvelser, der er lavet i samarbejde med flere eksperter.
- Vi har lavet app'en her som en værktøjskasse, et hjælpeværktøj til at få lidt mere ro i en presset hverdag. Det har vi gjort for at prøve at give de unge et handlerum, en mulighed for at tilføje noget ro og lidt håb i en hverdag, der nogle gange går rigtig stærkt, fortæller hun.
Ifølge Linn Søndergaard Lindegaard kan det være svært at komme helt og aldeles af med for eksempel eksamensangst.
- Man kan nok aldrig helt afhjælpe eksamenspres eller eksamensnervøsitet, men man kan forberede sig og klæde sig godt på til at håndtere den, når den kommer, siger hun og understreger, at app'en ikke kan erstatte psykologisk eller klinisk behandling af mentale lidelser.
Værst op til eksamensdagen
Mathilde Ingemanns eksamensangst er værst i dagene op til eksamenen.
- Jeg får det meget ubehageligt, sådan en klump i maven, bare ved tanken om det, siger hun.
Hendes helt store frygt er, at hun ikke er forberedt godt nok. Hvad nu, hvis hun ikke kan svare på de spørgsmål, censor stiller?
- Det uvisse er vildt ubehageligt, og hvis man får et spørgsmål, man ikke kan svare på, så er det, som om klappen bare går ned.
Hendes medstuderende, Johanne Sigaard-Jakobsen, har også svært ved at gå til eksamen. Hun forsøger at skubbe tanken om eksamener så langt væk som muligt.
- Bare tanken om det, jeg hader det virkelig meget, faktisk, fortæller hun.
Kan være invaliderende
Og det er ikke helt dumt at have fokus på eksamensangst. Det mener Anna Stelvig, der er kandidat i psykologi og stifter af StudyMind.
- Det kan være voldsomt hæmmende i en sådan grad, at man kan have svært ved at sove, man bekymrer sig rigtig meget, man kan ikke koncentrere sig om den faglige forberedelse, og nogle græder, bare de hører ordet eksamen.
- Det kan være meget invaliderende, når man er fanget i det, man kan kalde decideret eksamensangst, forklarer hun.
Hun har selv udviklet en app, der kan simulere eksamenssituationer, og hun mener, at netop en app kan tiltale unge mennesker.
- Det gode er jo, at de unge mennesker altid er på telefonen, og de er vant til at bruge den til alle mulige ting - også til at finde råd og vejledning, siger hun.
Ikke kun eksamensangst
Johanne Sigaard-Jakobsen har, ligesom Mathilde Ingemann, haft kig på Ro-app'en. Hun kunne sagtens forestille sig at bruge den - og ikke kun i eksamensperioden.
- Jeg tænker både, jeg kan bruge den til eksamen, men også generelt. Den har også mange andre funktioner end kun til eksamen, og jeg bliver nogle gange lidt nervøs på andre ting end kun eksamen, så der tror jeg også, den kunne hjælpe, lyder det.
App'en er gratis for alle og indeholder altså ikke kun øvelser mod eksamensangst. Man kan også få hjælp til at håndtere for eksempel stress og bekymringer.