Lærerne: Forhandlinger om arbejdstid er gået helt i stå

KL kalder opholdet i forhandlingerne for en 'tænkepause', der kan være god for begge parter.

I øjeblikket er forhandlingerne om lærernes arbejdstid gået helt i stå, siger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. (Foto: © Kasper palsnov, Scanpix)

Lærernes overenskomstforhandlinger med staten og Kommunernes Landsforening (KL) er gået i stå.

Det siger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til DR Nyheder.

- Vi har været i gang i to måneder, og vi må bare konstatere, at vi endnu ikke har set et eneste forslag fra KL lagt på bordet. Selv har vi stillet en række forslag, men de er blevet afvist alle sammen.

- Derfor er forhandlingerne i øjeblikket gået helt i stå, siger Anders Bondo Christensen.

Siden 2013 har lærernes arbejdstid været reguleret af en lov, der kom i kølvandet på det politiske indgreb i lærerkonflikten. Loven betyder, at det er skolelederne, der bestemmer den enkelte lærers arbejdstid, herunder hvor stor en del af den, der skal gå til forberedelse.

For to år siden, da man forhandlede overenskomster igen, lykkedes det ikke at blive enige om en ny arbejdstidsaftale.

'Kræver ikke guld og grønne skove'

Lærerne kræver nye regler for deres arbejdstid, der i højere grad modsvarer dem, andre ansatte i kommunerne har.

- Det er dybt frustrerende, at vi på tredje måned ikke kan finde nogle regler, der kan regulere lærernes arbejdstid, så de modsvarer de rettigheder, alle andre har, siger Anders Bondo Christensen.

Lærernes krav er helt centrale for overenskomstforhandlingerne. Andre offentligt ansatte har nemlig lovet, at spørgsmålet om lærernes arbejdstid skal løses som det første.

Ifølge Anders Bondo Christensen gør lærerne alt, hvad man kan, for at få parterne til forhandlingsbordet.

- Vi skal have landet en aftale og genetableret et godt samarbejde. Det har folkeskolen sådan brug for.

- Og vi står ikke og kræver guld og grønne skove, siger han.

KL: Vi holder en tænkepause

Formanden for KL's Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler, kalder opholdet i forhandlingerne for en 'tænkepause'.

- Jeg kan bekræfte, at vi har en tænkepause. Vi har haft en del forhandlingsmøder, og der er ingen tvivl om, at det er nogle svære forhandlinger, fordi både lærerne og vi har nogle ret dybtfølte synspunkter omkring arbejdstidsreglerne.

- Vi er der lige nu, hvor det kan give god mening for begge parter at tage en tænkepause, siger Michael Ziegler til DR Nyheder.

Han vil ikke gå ind i detaljer om, hvad der foregår i forhandlingerne. Men det er klart, at der er ret forskellige holdninger til, hvordan arbejdstidsreglerne skal indrettes, siger han.

- Vi har selvfølgelig en mening om hvor meget, der kan ændres, og det er der, vi krydser klinger i øjeblikket - for Danmarks Lærerforening har helt åbenlyst et andet ambitionsniveau, siger Michael Ziegler.

Han understreger dog, at han er fortrøstningsfuld for, at man kan blive enige om en aftale inden for en overskuelig fremtid.

- Det bør kunne lade sig gøre at lande en aftale, inden februar måned er forbi. For folkeskolens, lærernes og børnenes skyld, siger han.

Ifølge Anders Bondo Christensen mødes han her til eftermiddag med sin hovedbestyrelse og Lærernes Centralorganisation for at drøfte, hvordan der kan sættes skub i forhandlingerne.