Kvinder fra hele landet får nyt fødested når de ringer ind med veer

Stigningen er tydelig i hovedstaden, og kvinder i Aarhus får også nyt fødested, når fødslen går i gang.

Det er ifølge Region Hovedstaden manglen på hænder, der får hospitaler til at sende fødende videre, når de ringer ind med veer. (Foto: © Image taken by Mayte Torres)

Flere steder i landet oplever kvinder med veer at blive sendt videre til et andet hospital end planlagt, når de ringer ind og melder, at de snart skal føde.

Forleden kunne DR Nyheder fortælle, at antallet af kvinder, der er sat til at skulle føde på Odense Universitetshospital, men ender med at føde på et andet hospital, er steget fra 2014 til 2015.

Noget der blev kritiseret, blandt andet fordi de ændrede planer kan betyde, at kvindens veer går i sig selv igen, og fødslen dermed trækker ud.

Flere får nyt fødested i Hovedstaden

Nu viser tal, at det også er et udbredt fænomen på flere hospitaler i hovedstaden.

I 2014 blev 179 kvinder i Region Hovedstaden sendt videre til et andet hospital end det, der var bestemt inden fødslen. I 2015 var det tal steget til 243. Det er en stigning fra 2014 til 2015 på 36 procent.

Det var særligt hospitalerne i Herlev og Gentofte samt Amager og Hvidovre, der måtte sende fødende kvinder videre til fødegange på andre hospitaler.

Mangel på hænder får skylden i et notat fra Region Hovedstaden.

- Det er vigtigt at pointere, at der ikke omvisiteres på grund af manglende plads, men på grund af manglende hænder. Fødestederne lægger således stor vægt på fast tilstedeværelse af jordemor hos kvinden i den aktive fase af fødslen, står der i notatet fra Region Hovedstaden fra 2. maj.

Region Hovedstaden har endnu ikke tal for udviklingen i 2016.

Sker også i det jyske

Også kvinder i Aarhus-området kan opleve at få tildelt et andet fødested end forventet, når fødslen begynder.

Aarhus Universitetshospital har kun registreret den type overførsler den seneste måned, men Fødeafdelingen skønner, at det sker cirka en gang om ugen. Det vil sige cirka 52 gange om året.

Den væsentligste årsag er flere fødsler i Aarhus.

- Vi overflytter primært til Horsens og Randers, og først når vi har anvendt hele vores bufferkapacitet og kaldt jordemødre ind akut, skriver pressechef Lars Elgård Pedersen fra Aarhus Universitetshospital.

På Aalborg Universitetshospital er situationen dog en helt anden.

Ingen gravide kvinder, som er sat til at føde på Aalborg Universitetshospital, bliver overført til andre hospitaler.

- Vi overflytter ikke. Vi kalder ekstra personale ind, oplyser chefjordemoder Lisbet Hammer.