Kvinder må flytte fødested under fødslen: Utilfredsstillende siger jordemoderformand

Der er travlt på landets fødeafdelinger, og det har konsekvenser.

Jordemoderformanden tror på, at ekstra millioner kan gøre noget ved presset på landets fødeafdelinger. (Foto: © Aleksandr Morozov)

Det er utilfredsstillende, at danske kvinder kan opleve at skulle køre til et andet fødested end forventet under selve fødslen.

Sådan lyder reaktionen fra Jordemoderforeningens formand, Lillian Bondo, efter at DR i dag kan fortælle, at kvinder på Odense Universitetshospital (OUH) bliver sendt videre til Svendborg eller Kolding, mens fødslen står på.

- Det er ikke tilfredsstillende for en fødende ikke at vide på forhånd, hvor hun kan regne med at få lov til at føde, siger hun.

- Det er en situation, ingen kvinder bryder sig om.

Men der er travlt på afdelingerne, og det har konsekvenser.

- Nogle gange er en af konsekvenserne altså, at kvinder bliver bedt om at flytte sig fra det ene sted til det andet. Når de ringer ind, får de måske at vide, at de skal køre til et andet fødested, siger hun.

Og det er ikke det eneste.

- Vi kan se, at der er en lille stigning i antallet af utilsigtede hændelser, når der er meget travlt, siger jordemoderformanden.

For eksempel må kvinder til tider vente med at blive syet, til der er mere ro på afdelingen efter fødslen, og det er ikke rart for kvinden at ligge usyet.

Det kan også ske, at personalet ikke får taget et barns blodsukker, og at der ikke bliver holdt øje med efterblødninger hos kvinden, eller om kvinden får tømt sin blære.

Selvom Tv 2 samtidig kan berette om massiv kritik fra Arbejdstilsynet om forholdene på både OUH og Rigshospitalet, så mener formanden, at gravide kvinder stadig kan være trygge ved at føde på de danske fødeafdelinger.

- Gravide kvinder kan være trygge i den forstand, at de selvfølgelig ikke sætter livet til eller mister deres barn på grund af travlheden. Det er os, der lægger helbred til, siger hun.

Ekstra millioner vil gøre en forskel

Lukning af fødeafdelinger, øget krav om dokumentation og overvågning, flere igangsatte fødsler med medicin, flere ældre og overvægtige fødende og flere tvillinge- og trillingefødsler får blandt andet skylden for travlheden.

Men jordemoderformanden tror på, at situationen bliver bedre, fordi politikerne har afsat 200 millioner over fire år til fødeafdelinger landet over. De første 50 millioner for i år er netop frigivet.

- Jeg tror faktisk, at de 50 millioner kroner, der er bevilliget i finansloven, kan være med til at udbedre det her, siger Lillian Bondo.

- Det er i gennemsnit 10 millioner per region, så selvfølgelig er det ikke nogen herregård. Men det kan helt bestemt ændre umiddelbart på bemandingssituationen på fødeafdelingerne, hvis ikke der ruller flere besparelser ind i kølvandet.