Kundby-pige tiltalt for overfald i ungdomsfængslet

Under sin varetægtsfængsling har den 16-årige pige stukket en ansat med et glasskår.

Den 16-årige pige har været varetægtsfængslet i 13 måneder og skal for retten til april. Her er hun anklaget for at ville bombe to skoler. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Den 16-årige pige, der er tiltalt for terrorplaner mod to navngivne skoler, er også tiltalt for at have overfaldet en ansat i det ungdomsfængsel, hvor hun sidder varetægtsfængslet.

Det skriver Radio24syv, og flere kilder bekræfter over for DR Nyheder.

Overfaldet skete sidste år, hvor pigen med et stykke knust spejl stikker den ansatte. Overfaldet medførte, at den ansatte skulle på skadestuen.

En myndighedskilde bekræfter over for DR Nyheder, at overfaldet også bliver en del af straffesagen mod Kundby-pigen, som er sat til at starte i Retten i Holbæk den 7. april.

Anklagemyndigheden har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.