Kundby-ankesag nærmer sig afslutning: Ingen er uenige om sagens beviser

I morgen skal Østre Landsret afgøre, om en 17-årig pige også i landsretten skal kendes skyldig i forsøg på terror.

- Kemikalier i kælderen og chatbeskeder - jeg mener ikke, det i sig selv taler med en sådan styrke, at det beviser, hvad der foregik i hendes hoved, sagde forsvarer for Kundby-pigen Mette Grith Stage.

Ville en 17-årige pige fra Kundby reelt føre planer om bombeangreb ud i livet?

Svaret på det spørgsmål er et klokkeklart ja, hvis man spørger anklager Kristian Kirk. Men spørger man pigens forsvarer, Mette Grith Stage, er svaret nej. Hun søgte spænding.

I dag gav de begge deres afsluttende kommentarer i ankesagen mod den 17-årige pige fra Kundby, der i byretten blev idømt seks års fængsel for terrorplaner mod to skoler.

Her fik anklager Kristian Kirk først lov til at redegøre for, hvorfor han mener, at landsretten bør kende den 17-årige pige skyldig i terrorplanerne.

Han sammenlignede blandt andet med angrebet i København, som Omar El-Hussein begik:

- Hvis man udvælger mål ud fra, hvor vantro og/eller jøder er forsamlet, er angrebet rettet mod ytringsfriheden ligesom et angreb på en synagoge, lød det fra Kristian Kirk, som også lagde vægt på, at pigen havde konkretiseret, hvor og hvornår hun ville begå angreb.

Under ankesagen har dommere og nævninge på skærmene i det store lokale i Østre Landsret set beviserne fra byretten.

Beviser, der rummer alt fra pigens kommunikation på Twitter med en person, hun tror, er leder af terrororganisationen IS, til hendes håndskrevne noter over, hvilke skoler hun ville bombe og de kemikalier, politiet fandt i kælderen i hendes mors hus.

- Jeg mener, hun skal kendes skyldig. Det er den afgørelse, beviserne dikterer, sagde Kristian Kirk som en af sine afsluttende bemærkninger.

Forsvarer: Hun søgte spænding

Mette Grith Stage, der er forsvarer for den 17-årige pige, fremhævede i sin procedure, at pigen ikke har haft en reel plan om at ville bombe sin tidligere folkeskole og Carolineskolen - den jødiske skole i København.

- Kemikalier i kælderen og chatbeskeder - jeg mener ikke, det i sig selv taler med en sådan styrke, at det i sig selv beviser, hvad der foregik i hendes hoved, lød det fra Mette Grith Stage.

Hun fremhævede desuden pigens svære barndom med mobning, og at hverken kommunen eller Politiets Efterretningstjeneste i bekymringssamtaler op til pigens anholdelse mente, at pigen udgjorde en fare.

- Når fagpersoner og politiet vurderer, at hun ikke ville gøre alvor af det her tilbage i januar (sidste år, red.), så er det efter min opfattelse den helt rigtige vurdering. For ja, hun flirtede med det, men hun ville ikke gøre alvor af det, lød det fra Mette Grith Stage.

- Der er i januar (sidste år, red.) ikke bekymring for, at hun ville bombe Sydskolen. Politiet gør ikke mere ved sagen, og PET lukker også sagen, lyder det. Det mener jeg også, at I bør. Luk sagen og frifind hende, var Mette Grith Stages sidste ord.

Den 17-årige pige fulgte roligt med – både da anklageren og hendes forsvarsadvokat fik de sidste ord i sagen, inden retten i morgen skal afgøre, om hun skal kendes skyldig.

Det samme gjorde blandt andet hendes mor, som tidligere har fortalt, at hun frygter, at hendes datter bliver idømt forvaring – en tidsubestemt straf.

Kundby-sagen startede i januar 2016, da familien til den nu 17-årige pige fra Kundby kontaktede politiet, fordi de havde fundet en bæger med påskriften tatp i hjemmets kælder under renoveringsarbejde. Herefter blev pigen anholdt. Tatp er et kendt sprængstof. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Strid om forløb om antiradikalisering

Sagen i landsretten har i det store hele været en gentagelse af, hvad der foregik i Byretten i Holbæk for seks måneder siden.

I landsretten har forsvareren og anklageren dog haft en mindre strid om, hvorfor den 17-årige pige ikke under sin fængsling er kommet i gang med et antiradikaliseringsforløb for at komme væk fra en ekstrem løbebane.

Flere gange har Mette Grith Stage skrevet til Anklagemyndigheden for at høre om et sådant forløb, fortalte hun forleden i Østre Landsret.

Men det kan de slet ikke, lød det i dag fra anklageren:

- Hverken politi eller Anklagemyndighed har et program at tilbyde i forhold til antiradikalisering. Vi tager hende alvorligt, det er ikke et taktisk stunt, lød det fra anklageren, som forklarede, at pigen godt kan få hjælp hos Kriminalforsorgens regi, hvis hun ønsker det.

- Det kommer bag på mig, at man står og siger det nu, og det er vel ikke hende, der skal kunne redegøre for, om hun er radikaliseret eller ej, lød det fra Mette Grith Stage, som lagde vægt på, at man måske ikke kan vurdere, om man har brug for hjælp, hvis man sidder i hendes klients position.

I landsretten er det kommet frem, at den 17-årige pige har skrevet flere breve med to terrordømte. En af dem er dømt i den såkaldte Vollsmose-sag, mens den anden er en kendt syrienkriger, som har tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien.

Der falder endelig dom mandag den 27. november.