Kulturminister: Det er nødvendigt at give DR et økonomisk sikkerhedsnet

Problemer med inddrivelse af gæld rammer DR, der mangler 1,47 milliarder kroner i licens.

I et aktstykke fra Kulturministeriet vurderer Skatteministeriet, at inddrivelsen af DR's tilgodehavender er normaliseret i løbet af 2019. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Efter statens store problemer med at inddrive licensgæld, står DR over for en situation, hvor man har behov for økonomisk sikkerhed.

DR mangler 1,47 milliarder kroner i licens, og derfor har Kulturministeriet været nødsaget til at bede Folketinget om en statsgaranti på op til en halv milliard kroner til DR.

- Det er ærgerligt, at vi har haft nogle problemer omkring inddrivelsen. Det er ikke DR's skyld, at der har været de problemer. Og derfor gør vi nu det, at vi tilvejebringer en statsgaranti, der gør, at man kan gå ud på lånemarkedet og sikre sin likviditet. Det er desværre nødvendigt, siger kulturminister Mette Bock (LA).

Det er Skats opgave at inddrive gælden fra de folk, der skylder licens. Men siden det nu kuldsejlede automatiske inddrivelsessystem EFI blev sat i drift i 2013, er inddrivelsen af licensgælden faldet fra 250-300 millioner kroner om året til omkring 100 millioner kroner årligt siden 2014.

Det har fordoblet det, DR har tilgode hos danskerne, fra knap 800 millioner kroner til de knap 1,5 milliarder kroner.

Selvom ministeren og hendes parti, Liberal Alliance, ikke er tilhængere af det nuværende licenssystem, så slår hun fast, at det er forkert, at nogle danskere ikke betaler de licenskroner, de skylder.

- Det er sådan i et retssamfund, at så længe man har nogle regler, så skal man overholde dem, og derfor skal vi betale licens. Så kan vi arbejde for et andet system, men så længe vi har licensen, så har man som borger pligt til at betale, siger Mette Bock.

Ingen betydning for DR's drift

DR's økonomichef, Niels Ammitzbøll, er glad for, at staten tager ansvar for den manglende gældsinddrivelse og står klar som sikkerhedsnet, hvis det skulle blive nødvendigt.

- Da Skat ikke inddriver licensgæld i samme omfang som tidligere, kan vi få behov for at trække på en kassekredit i en ganske begrænset periode. Det bliver nemmere med staten i ryggen, siger han.

DR forventer i december 2017 at mangle knap 100 millioner kroner. Derudover forventes det, at økonomien fortsat vil forværres de kommende år med cirka 300 millioner kroner årligt, indtil Skats inddrivelse kommer til at fungere igen.

Det skriver Kulturministeriet i det såkaldteaktstykke, som er blevet sendt til Folketingets Finansudvalg og bruges, når en minister skal søge om en ekstra bevilling, som ikke er aftalt i finansloven.

I aktstykket fremgår det, at Skatteministeriet foreløbigt vurderer, at inddrivelsen af DR's licensgæld bliver normal i løbet af 2019.

Den økonomiske situation får ikke betydning for DR's produktion, fortæller DR's økonomichef.

- Vi mangler ikke penge til at lave programmer for. Det har ingen betydning for vores drift. Men det er klart, at vi i god tid vil gøre opmærksom på, at vi nødigt vil komme i en situation, hvor vi ikke har penge i kassen, forklarer Niels Ammitzbøll.