Kritik af regeringens plan om at skære i beboeres ydelser: 'Vi har allerede redskaberne'

Ghettoområder skal nedbringe andelen af almene familieboliger med 40 procent.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen i formiddags-solen foran Mjølnerparken (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

I sit nye ghettoudspil, Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030, lægger regeringen op til at ændre beboermassen i ghettoerne væsentligt.

Det gøres obligatorisk for kommuner og boligforeninger at bruge den allerede eksisterende ordning "fleksibel udlejning", hvor borgere under uddannelse eller med fast arbejde kommer forrest i køen, hvis de ønsker at bo i en lejebolig i et udsat boligområde.

Fremover vil man også få nedsat sin kontanthjælp til integrationsydelsesniveau, hvis man flytter ind i et af de hårdeste ghettoområder. Og man skal ikke kunne flytte ind i et ghettoområde, hvis man er på integrationsydelse.

I brancheorganisationen Danmarks Almene Boliger ser man noget blandet på regeringens nye ghetto-plan:

- Der er både positive og negative ting i det her forslag fra regeringen. Vi har selv fremhævet, at der er brug for mere politi på gaden, så det er da positivt, siger administrerende direktør Bent Madsen.

Men det, at der lægges op til, at modtagere af integrationsydelse slet ikke kan flytte ind i de områder, er, ifølge Bent Madsen en dårlig ide.

- Vi har allerede værktøjer som for eksempel fleksibel udlejning, og det er meget bedre at bruge dem end at skulle ende i en ulykkelig situation, hvor man skal begynde at skære i folks ydelser, siger Bent Madsen.

En kommende boligaftale målretter 12 milliarder kroner til nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder i perioden 2019-2026.

12.000 familier skal finde ny bolig

Men når regeringen vil udskifte beboermassen i ghettoområderne, hvor skal alle de mennesker så bo i stedet, blev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) spurgt om efter pressemødet. Han svarerede:

- Det er efter hukommelsen nu, men der er omkring 600.000 almene boliger i Danmark, og der er omkring 20.000 af dem, der ligger i de hårde ghettoområder. Og de områder er præget af en skæv beboersammensætning, og det løser vi ikke ved at flytte flere ind, der også er på offentlig forsørgelse. Så de skal bo i resten af boligmassen, lød det fra statsministeren.

Ifølge regeringen skal ghettoområder, der har stået på ghettolisten i de seneste fire år, inden for seks måneder indsende en udviklingsplan, som viser en konkret vej til at nedbringe andelen af almene familieboliger i området til højst 40 procent. Det omfatter aktuelt 16 ghettoområder. Udviklingsplanen skal godkendes af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Det betyder altså i runde tal, at omkring 12.000 familier skal finde en ny bolig. Eller lidt under fire procent af det samlede antal almene boliger skal have nye ejere.

Formand for Mjølnerparkens beboerforening, Muhammed Aslam, påpeger ved et pressemøde umiddelbart efter regeringens ditto, at hverken Lars Løkke Rasmussen eller regeringen har været i dialog med beboerforeningen på noget tidspunkt.

Han kalder det en provokation, at regeringen og boligselskabet Lejerbo har valgt at holde pressemødet i Mjølnerparken.

- Vi anerkender ikke udtrykket ghetto, der nu skal legitimere forskelsbehandling af beboere i almene boligområder landet over, lyder det fra Muhammad Aslam.

- Lighed for loven er nu blot en tom og indholdsløs talemåde, fortsætter han.

I Danmarks Almene Boliger, hvor Lejerbo hører under, hilser man regeringens handlingsplan velkommen, men understreger, at boligforeningerne allerede har gjort meget i forvejen:

- Vi burde droppe de her måltal og i stedet se på, hvad har vi af tal for udviklingen i de her områder. Da man startede med at opgøre den her liste over udsatte områder i 2009, var der 29 områder, nu er det halveret. Så der er jo allerede nogle handlingsplaner, der virker, siger Bent Madsen.

Hvis ikke boligområderne kan levere på regeringens måltal om at nedbringe andelen af almene familieboliger i området til højst 40 procent, vil regeringen ekspropriere og afvikle områderne.