Kriminelle udlændinge: S kalder Søren Pape i samråd om manglende udvisninger

Det er dybt bekymrende, hvis danske domstole har overfortolket sager om kriminelle udlændinge, mener ordfører.

- Vi må sørge for, at danske domstole følger samme praksis som landene omkring os, siger Trine Bramsen fra Socialdemokratiet. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er blevet kaldt i samråd af Socialdemokratiet.

Det sker på baggrund af en analyse fra Institut for Menneskerettigheder, der viser, at Menneskerettighedsdomstolen accepterer udvisninger i klart videre omfang end danske domstole, når det gælder udlændinge, der enten er født i Danmark eller rejst ind i landet som barn og ikke har børn eller ægtefælle i Danmark.

- Jeg synes, at det er dybt bekymrende, hvis danske domstole gennem lang tid har overfortolket menneskerettighederne, og at der dermed er kriminelle udlændinge, som kunne have været smidt ud af Danmark, men ikke blev det. Det bør ministeren svare på. Vi må have styr på, om danske domstole overfortolker menneskerettighederne, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

Analysen fra instituttet bygger på 400 sager fra de to højeste retsinstanser i Danmark og fra Menneskerettighedsdomstolen. Den viser, at det navnlig er sager, hvor udlændinge er født eller opvokset i landet og ikke har fået familie, at Danmark undlader at udvise.

- Menneskerettighedsdomstolens praksis er, at ét års fængsel er nok til at udvise i de her sager. I dansk retspraksis har vi ret mange domme på alt mellem et og syv års fængsel, hvor man ikke bliver udvist. Så der er en stor forskel på dansk og europæisk retspraksis lige præcis på det her område, siger Jonas Christoffersen, direktør i Institut for Menneskerettigheder.

Og netop det faktum får Trine Bramsen op af stolen.

- Det er dybt problematisk, hvis danske domstole gang på gang har ladet os politikere forstå, at utallige kriminelle udlændinge ikke er blevet udvist på grund af menneskerettighederne, hvis det nu viser sig, at ikke er tilfældet. Så må der strammes op, og vi må sørge for, at danske domstole følger samme praksis som landene omkring os, siger ordføreren.