Fængselsbetjentes sikkerhed er atter kommet på dagsordenen. Denne gang efter en fængselsbetjent blev skudt flere gange i benet, da han var på vej til arbejde i Nyborg Fængsel sent tirsdag aften.
Det er en "fuldkommen uacceptabel" adfærd, lyder det fra direktør i Kriminalforsorgen, Johan Reimann, der er fængselsbetjentenes arbejdsgiver.
- Jeg vil ikke være med til, at vi i Kriminalforsorgen skal gå på arbejde med livet som indsats, skriver han i en skriftlig kommentar.
Ifølge de fængselsansattes fagforbund, Fængselsforbundet, er antallet af vold og trusler mod fængselsbetjente steget med cirka 30 procent i det første halve år af 2016 sammenlignet med samme periode sidste år.
Forklaringen er ifølge forbundet blandt andet de nye og skærpede visitationsregler samt mindre tid sammen med de indsatte. Fængselsforbundet vil derfor have justitsminister Søren Pind (V) til at gå ind i sagen.
I Kriminalforsorgen vil man også have øget sikkerheden for de ansatte fængselsbetjente.
- Men sagen er for alvorlig til, at vi kan løse den alene. Derfor sætter vi os allerede i dag sammen med vores samarbejdspartnere – herunder Fængselsforbundet og Rigspolitiet – for i fællesskab at finde en varig løsning på volden mod vores personale, skriver han.
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at skabe trygge rammer for Kriminalforsorgens ansatte.