Fængselsbetjentes tillidsmand: Jeg er fuldstændig i chok

En lokal tillidsrepræsentant håber, at skudangrebet mod en fængselsbetjent vil få ledelser og lovgivere til at tage problemet seriøst.

Fængselsbetjenten, der sent tirsdag aften blev skudt af ukendte gerningsmænd uden for Nyborg Fængsel, er indlagt på hospitalet og hans tilstand er stabil. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

En fængselsbetjent i Nyborg Fængsel blev flere gange skudt, netop som han var på vej til at møde ind på arbejde.

- Jeg er fuldstændig i chok. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i de 11 år, hvor jeg har været ansat i Kriminalforsorgen, lyder det fra Mette Louise Frets Nielsen, der er områdetillidsrepræsentant i Syddanmark.

Hun repræsenterer blandt andet fængselsbetjentene i Nyborg Fængsel, hvor hun også selv har arbejdet i flere år.

- Personalet er selvfølgelig bange, og jeg kunne forestille mig, at de fleste tænker over, om de kommer hele hjem fra arbejde – og nu, om de kommer hele på arbejde, siger hun.

Skudepisoden kommer, efter at fængselsbetjentene igennem længere tid har forsøgt at råbe lovgivere og fængselsledelser op.

Alene i de første seks måneder af 2016 har der været omkring 30 procent flere volds- og trusselepisoder mod fængselsbetjente landet over end i samme periode sidste år. Det viser en opgørelse fra Kriminalforsorgen.

Og så sent som i søndags var Mette Louise Frets Nielsen selv i Fyens Amts Avis, hvor hun netop advarede om, at fængselsbetjente også føler sig truet uden for fængslets mure. Og gårsdagens episode var netop den slags, som fængselsbetjentene har frygtet.

- Jeg håber, at der er nogen, som lytter til os nu og tager det, som vi har sagt igennem det seneste halve år, alvorligt. Hvis ikke man foretager sig et eller andet, så udvikler det her sig, siger hun.

Også formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, efterlyser handling og siger blandt andet, at han forventer, at justitsminister Søren Pind (V) går ind i sagen.