Kræftens Bekæmpelse er begejstrede for, at en ny undersøgelse fra Det Europæiske Lægemiddelagenturs Bivirkningskomité, Prac, afviser sammenhængen mellem HPV-vaccinen og de ubehagelige bivirkninger, som flere danske piger har indberettet.
Det siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse.
- EMA finder ingen sammenhæng med HPV-vaccinen og deres symptomer, og det er en god nyhed. Forhåbentlig kan det være med til at skabe større tryghed omkring vaccinen, siger han i en skriftlig kommentar.
Glæden i organisationen skyldes blandt andet, at HPV-vaccinen har været et vigtigt skridt for kampen mod kræft i Danmark.
- Det er vigtigt at holde fast i, at HPV-vaccinen faktisk er et kæmpe gennembrud. Med den har vi muligheden for at udrydde de fleste tilfælde af livmoderhalskræft, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Selvom Prac vurderer, at der ikke er en sammenhæng mellem pigernes symptomer og HPV-vaccinen, så mener Kræftens Bekæmpelse stadig, at pigerne skal tages alvorligt.
- Der er ingen tvivl om, at pigerne er syge, og de skal selvfølgelig have hurtig hjælp, også selv om sygdommen ikke skyldes vaccinen.
Lars Vestergaard Pedersen understreger også, at undersøgelsen ikke er ensbetydende med, at vaccinationen ikke kan føre til bivirkninger.