Man skal blive ved med at tilbyde og give unge piger den omtalte HPV-vaccine, der beskytter mod HPV-virus, som kan føre til livmoderhalskræft.
Det er budskabet fra Ulrich Fredberg, der er ledende overlæge på Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg.
Den melding kommer efter, at Det Europæiske Lægemiddelagenturs Bivirkningskomité, Prac, har vurderet vaccinen og fundet frem til, at der ingen beviser er for, at HPV-vaccinen er skyld i de symptomer, som flere end 1500 danske piger og kvinder mener, at de fået på grund af en HPV-vaccine.
- Man har en vaccine, som indiskutabelt redder menneskeliv og forhindrer en helt masse gener. Så har der været spørgsmål om den havde nogle mulige bivirkninger, som man ikke kan udelukke, men som man heller ikke kan dokumentere, er der. Men fordelene overstiger på nuværende tidspunkt langt bivirkningerne, mener overlægen.
Konklusion: Som forventet
Han mener ikke, at konklusionen af den nye undersøgelse er overraskende.
- Det var det, de fleste havde forventet. Vi var ikke bekendt med, at der skulle være nogen dokumenteret sammenhæng. Men det, at man ikke kan påvise nogen sammenhæng, det er ikke ensbetydende med, at der ikke er det, understreger overlægen.
Derfor fortsætter man også med undersøgelser i håb om at nå frem til, hvad det er, der har fået mange piger til at føle sig syge.
- Vi har nogle piger, som er syge og vi ved ikke rigtigt, hvad de fejler. Hvis det ikke er vaccinen, så er det jo noget andet, som man heller ikke ved, hvad er. Derfor skal vi finde noget, der kan gøre dem raske, lyder det fra Ulrich Fredberg.