Den verserende bandekonflikt i København raser på tredje måned.
Her kæmper indvandrergrupperingen Loyal to Familia fra Nørrebro om territorier, magt og narkotikamarkedet mod en gruppering, der er centreret omkring Mjølnerparken på Nørrebro, Københavns Nordvestkvarter og Husum.
Derfor har Københavns Politi valgt at udvide og forlænge den visitationszone, der blandt andet har omfattet Nørrebro, Nordvestkvarteret og Brønshøj de seneste 14 dage. Den løber nu til 17. august
Men visitationszonen er kun ét redskab i en række af metoder, politiet bruger for at stække de københavnske bandegrupperinger.
Det siger ledende politiinspektør ved Københavns Politi Poul Kjeldsen, som fortæller, at man har sat alle ressourcer ind for at sikre trygheden for almindelige københavnske borgere.
- Jeg tror næsten ikke, at man kan gøre ret meget mere, end det vi gør. Vi lægger et massivt pres på banderne, og faktisk har vi også puttet en del i spjældet. Fra midt i juni og til i går har vi sat 16 i spjældet, og der er stadig nogle, vi skal ud og finde derude, som vi mener, har udført kriminelle handlinger, siger han.
Her har de seneste banderelaterede episoder været i København:
Situationen eskalerede i midten af juni
I midten af juni blev politiet opmærksomme på, at der var en eskalerende konflikt i det københavnske bandemiljø. Ifølge politiet har der været 15 skyderier og to knivstikkerier, der kan relateres til konflikten siden dengang.
Konflikten var også den direkte årsag til, at man valgte at indføre en visitationszone den 20 juli.
I de seneste 14 dage har man foretaget 328 visitationer, men i under hvert 20. tilfælde har det ført til en sigtelse.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at visitationszonen har været en fiasko, mener politiet.
- Vi har i den periode kun lavet 15 sigtelser, men succeskriteriet for os er også, at dem vi visiterer, ikke har våben på sig. Det er svært at sige, om zonen er en succes eller ej, men i samme periode har vi faktisk fundet 12 skydevåben i zonen, som folk har smidt fra sig eller gemt. Det er våben, som ikke længere er på gaden, og det er godt, siger politiinspektør Poul Kjeldsen.
Han tilføjer, at politiet også gør brug af et såkaldt zoneforbud, der forbyder bestemte personer at opholde sig i specifikke områder, ligesom lovgivningen giver politiet muligheder for at sigte bandemedlemmer for flere forskellige forseelser.
Håber ikke zonen skal forlænges yderligere
En af de andre udfordringer, politiet har haft, er at identificere, hvem de forskellige parter i konflikten er.
Adskillige personer fra banden Loyal to Familia har været involveret i skudepisoder, men den anden part - en gruppering centreret omkring Mjølnerparken og Nordvest - er ikke med sikkerhed tilknyttet en allerede navngiven bande.
Hermed kan Københavns Politi ikke sige, om rockergrupperingen Satudarah er en del af konflikten.
Loyal to Familia har nemlig flere gange været i konflikt med Bagsværd-grupperingen Værebros Hårde Kerne, som siden hen har tilsluttet sig Satudarah.
- De her kriminelle personer har det med at skifte tilholdssted nærmest dagligt, så det kan være svært at få styr på, hvem der har aktier i hvad, siger Poul Kjeldsen fra Københavns Politi.
Forventer I, at visitationszonen skal forlænges igen, når den udløber om 14 dage?
- Vi har selvfølgelig et håb om, at vi kan få styr på det her, så vi ikke behøver at have visitationszoner. Men det må vi vurdere igen om 14 dages tid, siger politiinspektøren.