Berlins politi: Angreb på julemarked er formodet terror

Gårsdagens angreb har indtil videre kostet 12 personer livet.

Foreløbig er 12 døde, og 48 personer er blevet indlagt på hospitaler - flere af dem er i en kritisk tilstand.

Politi i Berlin efterforsker nu gårsdagens lastbilangreb som et formodet terrorangreb.

Det oplyser politiet i Berlin på Twitter.

- Vores efterforskere mener, at lastbilen kørte ind i menneskemængden på julemarkedet på Breitscheidplatz med vilje, skriver politiet.

Angrebet fandt sted mandag aften, da en lastbil kørte ind i et julemarked ved Gedächtniskirken på den berømte shoppinggade Kurfürstendamm.

12 personer har ifølge politiet mistet livet, og yderligere 48 personer er blevet indlagt på hospitaler i Berlin. Nogle er alvorligt kvæstede, oplyser politiet på det sociale medie.

Ifølge politiet er lastbilen muligvis blevet stjålet på en byggeplads i Polen. En polsk statsborger blev fundet død i lastbilen, mens to personer sprang ud af den, da den standsede.

En person er blevet anholdt. Og politiet har ikke fundet nogle bremsespor ved lastbilen, fortæller DR Nyheders reporter på stedet, Siv Hastrup Steffensen:

Identiteten på den anholdte er dog ikke blevet bekræftet.