Da Kirke Olesen fyldte 18 år, havde hendes psykiske sygdom ikke ændret sig.
Men udelukkende fordi hun havde fødselsdag, gik hun fra børne- og ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien, og det havde store konsekvenser for hendes behandling.
- Jeg oplevede det, som om jeg blev tabt. Der blev snakket meget om, at jeg skulle have den gode overgang, og at jeg skulle følges tæt. Men i voksenpsykiatrien handlede det meget om, hvordan det går med medicinen. Det blev meget koldt på en eller anden måde.
I dag er Kirke Olesen 21 år og kan se tilbage på en overgang fra børne- og ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien, som langt fra var optimal.
Dermed er hun en af mange, som ifølge fagfolk og patientorganisationer risikerer at blive tabt i overgangen, alene fordi de fylder 18 år.
Min brystkasse var ved at forsvinde
Kirke Olesen har diagnosen skizofreni og har i mange år været patient i børne- og ungepsykiatrien i Region Sjælland. For når sygdommen var værst, gjorde hun skade på sig selv og var plaget af selvmordstanker.
- Det svarer lidt til et glas, der smadrer, bare inde i hjertet. Det føltes, som om min brystkasse var ved at forsvinde, blive til ingenting, som om det knugede sig sammen, og jeg var ved at eksplodere. Jeg havde tanken om, at det aldrig vil blive bedre, at jeg altid ville være gået i stykker.
Men samtaler med en psykiater en-to gange om ugen fik hendes dårlige tanker på afstand.
- Der var mange, der fulgte med i, hvordan jeg havde det. Vi snakkede om andet end min medicinering og symptomer, og jeg blev spurgt til, hvordan jeg havde det, og hvordan det gik med skolen.
Men da hun fyldte 18 år, ændrede hjælpen sig markant. Møder med en psykiater flere gange om ugen blev reduceret til meget få møder med primært en psykiatrisk sygeplejerske. Og så blev hun mødt af en voksenpsykiatri, som ikke havde sat sig ind i, hvem hun er.
- Det værste var, at overleveringen var så ringe. Jeg kom til en psykiatri, der ikke vidste, hvem jeg var, og jeg kunne ikke have nogen med, der kunne sige, at det her er Kirke. Jeg skulle selv fortælle min historie fra mit eget perspektiv, men det perspektiv var forvrænget på grund af min sygdom.
Forældrene blev skrevet ud af behandlingen
Et af problemerne var, at hendes forældre ikke længere var en del af hendes behandlingsforløb, fordi hun blev 18 år og dermed myndig.
- Jeg havde brug for, at nogle havde styr på, hvad der var sket med mig, da jeg var 16-17 år. Nogle, der kunne sige, at når Kirke siger det her, så mener hun faktisk det her. Det kunne jeg ikke selv, men mine forældre.
Også Kirke Olesens far, Morten Olesen, havde fornemmelsen af at blive skrevet ud af datterens behandling.
- Det er som at få to tandhjul til at passe sammen, der bare ikke passer sammen. Det bliver jeg skuffet over. For pokker, det er den samme region. Det burde jo være muligt at tænke den overgang mere glat. Det er en ung kvinde, der er dødssyg.
- Jeg vil ønske, at det er en selvfølge, at vi som pårørende bliver inddraget.
Morten Olesen forklarer, at hans datter var i bedring op mod de 18 år, men fik det betydeligt dårligere, et halvt år efter hun kom ind i voksenpsykiatrien.
- Der kan have været andre forklaringer, men det er nærliggende at tro, at overgangen havde skylden. For selvfølgelig har det haft en betydning for hendes tilstand, at hun ikke længere havde de samme behandlere, som kendte hende, og som hun var tryg ved.
Morten Olesen er medlem af bestyrelsen i Bedre Psykiatri, men udtaler sig som far i denne artikel.
I dag er Kirke Olesens sygdom i bedring og har trappet sin medicin ned. Hun er i gang med en ungdomsuddannelse og skal flytte i egen lejlighed inden sommerferien.
Region Sjælland er ansvarlig for behandlingen af Kirke Olesen og er blevet forelagt kritikken fra hendes behandlingsforløb.
Regionen vil ikke kommentere på den konkrete sag, men lægefaglig vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland, Søren Bredkjær, erkender, at der generelt er et problem.
- Jeg medgiver, at vi er udfordret på denne svære overgang, og at vi kan gøre det bedre, siger han.