Kim Walls kæreste: Hendes død har påvirket alt

Bistandsadvokat kræver 150.000 kroner i erstatning til Kim Walls pårørende.

Kim Wall døde i ubåden Nautilus, Hun blev 30 år gammel. (Foto: © 10510 Bruce Gilbert/TT, Scanpix)

Kim Walls død har påvirket alt, sagde Kim Walls kæreste, da han i dag vidnede i retten.

- Alle mine fremtidsplaner var lagt sammen med Kim (Wall, red.), og nu ved jeg ikke engang, hvorfor jeg tager en uddannelse, sagde han.

Bistandsadvokaten til kæresten og familien har krævet 150.000 kroner i erstatning til dem hver. Det vil retten senere tage stilling til.

Et nysgerrigt og levende menneske

Med ryggen mod tilhørere og presse fortalte Kim Walls danske kæreste i klare vendinger, hvordan hans relation til Kim Wall var.

De havde været kærester i 11 måneder, da den 30-årige svenske journalist døde.

- Kim Wall var både en utrolig ambitiøs journalist og et fantastisk nysgerrigt og levende menneske, der fandt skønhed alle mulige steder, og hun ikke kunne holde sig fra at rejse rundt og opleve, opdage og beskrive for andre mennesker, fortalte han.

Kim Wall havde af praktiske årsager adresse os sine forældre i Sverige, men boede hos kæresten på Refshaleøen hver gang, hun var i Danmark.

Ville skrive om dansk rumkapløb

Kæresten fortalte, at Kim Wall havde et ønske om at skrive en artikel om det lille, danske rumkapløb, som foreningen Copenhagen Suborbitals og Peter Madsen havde gang i.

Kim Wall havde talt med det internationale magasin Wired om at udgive artiklen hos dem, men forhandlede også med andre medier, sagde kæresten.

Den første kontakt mellem Kim Wall og Peter Madsen fandt sted i marts sidste år, men først 10. august lykkedes det Kim Wall at få en aftale i hus med Peter Madsen.

- Vi var på vej ud af landet. Det var den sidste mulighed for at lave et lille stykke arbejde, før vi tog afsted, fortalte kæresten.

Han fortalte også, at de to havde lejet et hus i Beijing, som de have flybilletter til ugen efter.

Derfor havde parret arrangeret en afskedsfest den 10. august om aftenen. Kim Wall tog fra denne fest, fordi hun meget gerne ville have interviewet med Peter Madsen i hus.

- Hun var ganske begejstret for det på sin egen måde, for det var den sidste brik i det puslespil af en historie, sagde kæresten.

Var bange for at sejle i ubåden

Inden Kim Wall og Peter Madsen sejlede ud omkring klokken 19 den 10. august, havde de drukket en kop te sammen. Da hun vendte hjem efter det lille møde, fortalte hun kæresten om Peter Madsen.

- Hun sagde, han var lidt 'all over the place', men virkede interessant for hende, sagde kæresten.

- Hun var bange for at skulle ud i ubåden, og hvis hun havde været urolig for andet, så tror jeg, at selve det at skulle dykke ned under vandet overskyggede andre tanker, lød det også fra kæresten.

Mens kæresten fortæller sin historie i retten, kigger Peter Madsen ned i bordet.

Møder Peter Madsens kone midt om natten

Klokken 20:16 fik kæresten de sidste sms'er fra Kim Wall. Der gik nogle timer, og så blev han bekymret.

- Kim (Wall, red.) er en person, der gør sit eget. Det er hendes job, så jeg udsætter min uro, siger han.

Midt om natten kontakter kæresten politiet, søværnet og hæren.

Han ringer også til Kim Walls forældre, som han kun lige har mødt aftenen før, og han begynder at cykle rundt for at lede efter Kim Wall.

På et tidspunkt møder han Peter Madsens daværende kone.

- Mødet med hende er overraskende. Hun råber af mig, sagde kæresten i retten.

- Hun råber, at jeg skal stoppe med at spørge til den ubåd - før jeg endnu har nævnt ubåden, som jeg husker det.

Så kommer politiet og afhører konen og ejeren af den hangar, hvor Peter Madsen boede, og konen havde værksted.

Først næste dag bliver Peter Madsen reddet i land. Kim Wall dukker ikke levende op igen.

Peter Madsens daværende kone er ikke blevet afhørt i retten. Om hun skal det, er usikkert.