Under efterforskningen af sagen om drabet på Kim Wall glemte efterforskere en mappe med billeder af Kim Walls torso ude på Peter Madsens værksted.
Inde i mappen lå der billeder af Kim Walls torso og de effekter, der havde været påspændt den, i forsøget på at få den til at synke til bunds.
Oplysningerne bekræfter Jens Møller, der er chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet, over for Ritzau.
- At vi glemte mappen er meget beklageligt, siger Jens Møller.
Det var først, da to praktikanter kontaktede politiet, at mappen blev hentet. De havde overværet ransagningen og fandt mappen.
Mappen lå på værkstedet i et par timer. Men blev straks hentet efter henvendelsen.
- Vi er naturligvis kede af hændelsen og har på dagen beklaget over for de tilstedeværende, ligesom jeg - efter hændelsen er omtalt i pressen - med beklagelse har orienteret Kim Walls pårørende, siger Møller til Ekstra Bladet.
Episoden, der skete 31. august, blev dokumenteret i en politirapport.
/ritzau/