Jordskreddet mister fart ifølge ekspert: Borgerne i Ølst kan sove trygt

Store mængder jord fra bunden af skreddet er fjernet, og nu er udsigterne lyse, siger ekspert.

Arbejdet med at bremse jordskreddet har stået på siden december - og nu bærer det hårde arbejde frugt ifølge en ekspert.

Sidste uge rystede det borgerne i byen Ølst, at jordskreddet ved Nordic Waste kunne ende med, at deres by med tiden kunne blive begravet.

Men tonerne er anderledes optimistiske nu fra geoteknisk ekspert Carsten Steen Sørensen fra rådgivningsvirksomheden COWI, der også stod bag den rapport, der i sidste uge kom med vurderingen af, hvad der i værste fald kunne ske.

Hvor jorden tidligere skred ni meter om dagen, er det blevet begrænset til nu blot at skride to.

- Nu ser det ud, som om vi er ved at få stabiliseret hele skreddet. Vores flytningshastighed er væsentligt reduceret, så vi tror på, at vi nu er i en situation, hvor vi kan begynde at stabilisere det store skred, siger Carsten Steen Sørensen.

De positive nyheder kommer til trods for ganske vådt vejr, der ellers potentielt havde kunnet forværre skreddet.

Han peger på, at årsagen til, at pilen nu alligevel peger i den rigtige retning, er, at de har fjernet omkring 195.000 ton jord.

- Vi har kørt 5.000 lastbil-læs væk af hver 39 ton, siger han.

Og selvom der er lovet regn i morgen, ændrer det ikke på, at stabiliseringsplanerne lader til at være meget fremskredne.

- Det troede vi oprindeligt først ville ske efter et tørt forår, men vi tror på, at vi kan gøre det nu.

- Vi prøver at lægge an til, at vi går ind og stabiliserer inde i den jordmasse, der flytter sig. Det vil vi prøve at gøre indenfor de kommende to uger.

Borgere kan sove trygt

Det satte en skræk i livet på mange borgere i den nærliggende by Ølst, da det blev konkluderet i en rapport fra COWI, at byen i værste fald kunne blive begravet under flere meter jord.

Men ifølge Carsten Steen Sørensen så kan han ikke se, at de ender i en situation, hvor jordmassen ikke er under kontrol.

- Jeg kan ikke forestille mig, vi kommer i den situation. Vi skal nok løfte den her opgave, siger han.

- Vi har forskrækket dem (borgerne i Ølst, red.) med den rapport der, men jeg synes godt, de kan sove roligt nu.

Han siger dog, at et kæmpestort regnskyl over flere dage ville kunne "forstyrre det hele", og derfor kan man aldrig sige aldrig.

- Så kunne jeg godt være lidt nervøs for, at vi kunne være i en situation, hvor flytningshastigheden stiger igen, siger han.

- Men vi skal nok løfte den her opgave. Der bliver arbejdet intenst.

En mur skal bygges

Når Carsten Steen Sørensen beskriver, at de vil gå ind for at "stabilisere" skreddet indenfor de næste to uger, så kan det måske være svært at forestille sig, hvordan man håndterer de millioner af ton forurenet jord, der er i bevægelse.

- Vi lægger meget store fliser ud, der nærmest er skibspontoner, som vi kan sætte meget store gravemaskiner ud på, fortæller han.

- Gravemaskinerne skal så presse kalk og cement ind i selve jordmassen.

Maskinerne har så til formål at skabe en "skjult mur" på omkring 15 gange 15 meter.

- Det er en stor klods, der skal modvirke skreddet.