Når Jens Jørgensen tænker tilbage på sin hverdag, mens han tog stærk smertestillende medicin i høje doser, er det en monoton og trist tilværelse, han beskriver.
- Det var som at gå rundt i en osteklokke. Du er der uden at være der, forklarer han.
Først en skulderskade og så en operation var årsagen til, at Jens' læge ordinerede ham morfinlignende smertestillende medicin. Det tog han i mere end ti år, og langsomt blev hans verden mere og mere grå.
- Jeg kunne ikke se tingene klart. Jeg var ikke nærværende derhjemme, overfor min familie, mine børn og børnebørn. Jeg trak mig fra alt socialt, siger Jens Jørgensen.
Det er et stort ord, helvede, erkender han. Men det er dét ord, han vælger at bruge til at beskrive sit liv. Fordi det var så langt fra dét, han ønskede sig.
- Jeg ville jo gerne være nærværende og se mine børnebørn vokse op, men magtede det egentlig ikke, fortæller han.
Lidt mere, lidt mere og lidt mere
Jens Jørgensen er én af de mange danskere, der i stigende omfang bliver henvist til et smertecenter for at skrue ned for et medicinforbrug, som lidt efter lidt har udviklet sig i retning af et misbrug.
I løbet af de over ti år, han tog pillerne, tænkte han ikke selv over, at han var på en farlig kurs. Han registrede blot, at han havde ondt, og gik til lægen.
- Hun er sød og rar, og så fik jeg noget mod smerter og så en ny tid en måned efter, og så bad jeg om lidt mere dér, for jeg havde meget ondt. Så fik jeg lidt mere.
Når Jens Jørgensens krop vænnede sig til den nye dosis, vendte smerterne tilbage. I selskab med en tiltagende 'snurrende fornemmelse'.
- Du har jo ondt og tænker: Der må være en pille, der kan hjælpe, forklarer han.
Danske læger udskriver i dag færre morfinlignende piller, men Danmark har i mange år ligget blandt de lande i verden, hvor der blev udskrevet allermest af vanedannende smertestillende medicin.
Uden sikkerhedsnet
At der fulgte en afhængighed med medicinen, kan Jens Jørgensen bekræfte.
- Det kom jo næsten kun til at dreje sig om medicin. Havde jeg nu nok til weekenden? Til påske? Og hvad nu, hvis jeg løb tør? Hvordan får jeg lægen til at udskrive lidt mere?
Men det var svært at erkende, at den situation ikke var holdbar, da Jens Jørgensen blev præsenteret for idéen om at søge hjælp på et smertecenter.
- Medicinen var jo blevet min livline, mit sikkerhedsnet, siger han.
Han så de morfinlignende piller som et par krykker at støtte sig til, og derfor var han faktisk rigtig nervøs for at skulle klare sig uden, forklarer han:
- Hvis man pludselig ville fjerne den ene krykke, kunne jeg så stå på egne ben, eller ville jeg falde?
Men Jens Jørgensen faldt ikke. Tværtimod fandt han balancen og fik sit liv tilbage.
- Jeg har fået en hel klar verden. Jeg går ikke i den der osteklokke mere. Jeg fungerer 100 procent. Jeg er ikke træt, som jeg var tidligere. Jeg har et pensionistarbejde på 35 timer om ugen, som jeg passer og godt kan lide at stå op til, siger han.
Erkendelsen var det sværeste
Kontrasten er stor mellem de sløve dage med medicinen og nu, hvor han går sent i seng og alligevel vågner, før hans vækkeur ringer.
- Jeg har vundet alt. Jeg er en nærværende far og bedstefar, mand og ægtemand, siger Jens Jørgensen.
Han kan ikke pege på en eneste ting, der var bedre, før han i 2016 begyndte på smertecentret i Køge.
Her har han været i trygge hænder hos specialister, der har fulgt ham tæt, mens de skruede ned for den smertestillende dosis.
Men den sværeste del af det hele, måtte han selv bakse med: Erkendelsen.
- Man skal erkende, at man er misbruger, hvis man skal tage hånd om det, siger Jens Jørgensen.
På smertecentret har de til gengæld hjulpet ham til at håndtere de smerter, han stadig må leve med.
- Men jeg vil hellere have ondt og ikke tage morfin, fordi så kan jeg se verden klarere og også være noget for min familie, lyder det.