It-ekspert: Langt de fleste kan blive hackere i dag

Almindelig mennesker kan købe et hackerprogram over nettet og få telefonsupport.

I nogle tilfælde er der hackerprogrammer, hvor det endda er muligt at få telefonsupport fra de professionelle hackere. (Foto: © Reporters, Scanpix)

Det kræver langt mindre i dag, hvis du ønsker at springe ud som hacker.

På internettet har du mulighed for at købe et hackerprogram, hvor du ikke behøver at være hverken programmør eller særlig it-kyndig for at benytte dig af det.

- Det er et marked, der er i kraftig vækst. Man behøver ikke være ekspert længere. Langt de fleste, der vokser op nu, har tilstrækkelig kundskab til at få fat i denne her viden og foretage sig noget kriminelt. Det er blevet virkelig nemt. Så der er stort potentiale for de her systemer, siger Jan Johannsen, der er teknisk chef hos it-sikkerhedsfirmaet Check Point og har arbejdet med it-sikkerhed de seneste 20 år.

Det hele foregår på den mørke del af internettet, der ikke er direkte tilgængeligt, men kræver specielle værktøjer at tilgå.

Her er hackingprogrammer kun et visakøb væk, og det er i særdeleshed folk, der ønsker at tjene penge, der opsøger grupperne.

I nogle tilfælde er der hackerprogrammer, hvor det endda er muligt at få telefonsupport fra de professionelle hackere. Det fortæller Jakob Herbst, der er teknisk chef hos it-sikkerhedsfirmaet Dubex.

- De kriminelle i dag har en stor interesse i, at det skal være nemt for kunderne. Hvis de laver et stykke software, som de vil have folk til at købe, så er det som med alt andet software, at man skal yde en god kundesupport. Og derfor ser man kriminelle, der tilbyder hotline-hjælp, siger han.

God forretning for professionelle

Ifølge Jakob Herbst er det en problematisk udvikling, at det er blevet så nemt for almindelige mennesker at benytte sig af programmerne.

- Konsekvenserne er, at alle i princippet er udsat for hacking. Grænsen for hvornår man kan blive offer for hacking i dag er ikke eksisterende, siger han og fortsætter:

- Rigtig meget af det, vi ser, er selvfølgelig dybt professionelle kriminelle, der gør det her for økonomisk vinding. Men den småkriminelle i Danmark, der ikke har stor forstand på det, har altså også mulighed for at tjene penge på det i dag.

De seneste år er cyberkriminalitet blevet en forretning på størrelse med narkokriminalitet, fortæller Jan Johannsen.

- Omsætningen er på et højt niveau. Ligesom narkotikamarkedet er styret af et bagland, der typisk har rod i mafiaen, så ser vi det samme her. Den kriminelle del er styret af nogle store grupperinger på det mørke internet, der i stor stil bliver forsynet økonomisk, siger han.

De to it-eksperter deltager i dag i en it-sikkerhedsmesse i Øksnehalen, der blandt andet stiller skarpt på hackeres nye angrebstendenser, og hvordan brugerne beskytter sig bedst mod de mange hackere.