Der bliver ikke afholdt noget menighedsrådsvalg tirsdag den 8. november i byen Hodsager ved Herning. Der er nemlig ingen kandidater at stemme på.
Den nuværende formand for sognets menighedsråd, 66-årige landmand Ove Kloster, er ikke overrasket over den manglende interesse.
- Der er meget bureaukrati i menighedsrådsarbejdet, og det tror jeg afskrækker en del folk fra at stille op, siger han.
Meget arbejde
Hverken Ove Kloster selv eller rådets øvrige medlemmer har valgt at genopstille.
- Vi er hvert fald en tre stykker, der har nået en alder, hvor det i lige så høj grad er os selv, der skal sige stop, som det er andre der skal sige, at nu er det vist tid til at holde.
Han kan godt forstå, at udsigten til at blive en del af det administrative arbejde omkring kirken afholder nogle fra at stille op.
- Der er så mange ting, man kan være med i, og bestyrelsesarbejde er bare ikke i høj kurs i dag. Men det er jo også sådan nogle ting der skal gøres. Det er spændende, men det tager også sin tid, siger han.
Frygter sammenlægning
Dermed er Hodsager et af de 113 menighedsråd på landsplan, som ved årets menighedsrådsvalg ikke har nok kandidater.
Hvis det slet ikke lykkes at få nogen til at stille op, kan biskoppen beslutte, at ansvaret skal lægges ind under menighedsrådet i nabobyen Aulum.
Men det vil Ove Kloster ikke have det godt med, forklarer han.
- Det er der ingen af os der ville. Men det kan blive enden af det her. Vi har jo set det i mange andre sogne, hvor menighedsrådene bliver lagt sammen, fordi de ikke kan finde kandidater nok. Men vi ville have det skidt med en sammenlægning.
Populære børnegudstjenester
Ove Kloster har været formand for menighedsrådet i Hodsager de seneste otte år. Fra mødelokalet i en tilbygning til kirken har han og de fire andre menighedsrådsmedlemmer sat flere initiativer i søen.
- Vi har arrangeret babysalmesang, børnegudstjenester, kristendomsundervisning og har et godt samarbejde med vores lokale skole. Det har været meget spændende, fortæller han.
Ove Kloster mener ikke, at manglen på kandidater er lig med manglende interesse for kirken blandt Hodsagers 665 medlemmer af folkekirken.
- Sidste gang der var børnegudstjeneste, kom der for eksempel 23 børn og deres forældre. Og det er faktisk meget i et lille sogn som vores.
Håber til det sidste
Det er den slags aktiviteter, som Ove Kloster frygter vil kuldsejle, hvis menighedsrådsaktiviteterne skal styres fra Aulum, der har næsten seks gange så mange folkekirkemedlemmer som Hodsager.
- Var det nu et sogn på samme størrelse som Hodsager, så kunne vi nok lidt bedre acceptere, at der kun skulle være ét menighedsråd. Men vi bliver nemt glemt. Det tror jeg vi gør, siger han.
Ove Kloster er dog fortrøstningsfuld, og tror stadig på, at Hodsager vil blive ved med at have sit eget menighedsråd de kommende fire år.
- Vi har været rundt og spørge folk, og der er stadig nogen, der overvejer lidt. Så vi har ikke opgivet håbet. Det har vi endnu.