I julen giver vi flest penge til fattige

Vi giver flest penge til nødhjælp, mens juleræset er i gang, viser tal fra nødhjælpsorganisationer.

(© DR/Mads Rafte Hein)

Når julemusikken lyder i højtalerne, og der er pyntet op i gaderne, giver vi flere penge til nødhjælp.

Det viser en analyse af ti års donationer fra danskere til Folkekirkens Nødhjælp, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget.

I årene 2005 til 2014 har danskerne doneret i alt over knap 95 millioner kroner i december måned til Folkekirkens Nødhjælp. I de øvrige måneder har danskerne doneret mellem 34 og 48 millioner på 10 år.

December ligger klart i førerposition for de måneder, hvor Folkekirkens Nødhjælp modtager flest penge. (© DR/Mads Rafte Hein)

Målrettede kampagner

Hos Røde Kors er giverlysten generelt større op mod jul, og december er også den bedste måned for BØRNEfonden.

- Der er ingen tvivl om, at Danskerne også er rigtig gavmilde i julemåneden over for BØRNEfonden, siger fundraising og marketing director Nicolai Eisenreich i BØRNEfonden og fortsætter:

- December er ifølge vores tal den måned, hvor vi henter en femtedel af vores omsætning, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi gør meget ud af vores julekampagner og investerer i aktiviteter i december, fordi vi ved, at danskerne gerne vil støtte fattige børn, familier og samfund i julemåneden.

At julen bliver den tid, hvor man er ekstra gavmild, er et mønster, man ser hos mange organisationer, siger Robert Hinnerskov, der er generelsekretær i Isobro, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation.

- December topper, når man ser på, hvor meget danskerne giver. Det gælder særligt hos organisationer, der arbejder med sociale- og humanitære opgaver. For eksempel særlige indsamlinger til julekurve, siger Robert Hinnerskov.

Utraditionel julegave

Hos Folkekirkens Nødhjælp bliver der også gjort ekstra ud af kampagnerne ved højtiden.

- Vi har i december hvert år kampagne for ”Giv en Ged”. At der er en mulighed i december for at give noget andet end at købe den traditionelle julegave, tager danskerne godt imod. Og det er gået rigtigt godt i år, hvor gede-gaverne har solgt 75 procent mere end sidste år, siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp.