Unge er blevet mere gavmilde

De unge giver flere og flere penge til nødhjælp, viser tal fra flere nødhjælpsorganisationer.

(© DR/Mads Rafte Hein)

På bare ti år er unge i alderen 20-29 år gået fra at støtte nødhjælpsorganisationen Folkekirkens Nødhjælp med knap 400.000 kroner om året til at donere over syv millioner kroner sidste år.

Det viser en analyse af de sidste ti års donationer fra danskere til Folkekirkens Nødhjælp, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget.

Hvis man tager højde for inflation og befolkningsudvikling, er unges donationer næsten femten-doblet.

Se donationerne til Folkekirkens Nødhjælp. (© DR/Mads Rafte Hein)

Hos Røde Kors og BØRNEfonden oplever man også, at unge giver mere. Hos BØRNEfonden er den gennemsnitlige donation eksempelvis steget fra 2.728 kroner i 2014 til 3.270 kroner i 2015 for gruppen i alderen 10-19 år.

- Generelt tænker vi, at BØRNEfonden og vores arbejde appellerer til danske unge, fordi de oftere føler sig som globale borgere og orienterer sig mere internationalt og for eksempel taler mindst et fremmedsprog. Det gør dem modtagelige for at støtte arbejde i Vestafrika og en langsigtet bæredygtig indsats, som den BØRNEfonden står for, siger fundraising og marketing director Nicolai Eisenreich fra BØRNEfonden.

Ansigt til ansigt giver flere penge

Udviklingen kan blandt andet skyldes, at der er kommet nye indsamlingsformer, siger Robert Hinnerskov, der er generalsekretær i Isobro, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation.

- Der er ingen tvivl om, at de hvervekampagner gennem de seneste år har betydet, at unge giver mere. Det er særligt face-to-face tiltagene, der er skyld i, at organisationerne kommer mere i kontakt med de unge, siger han og henviser til, at den gennemsnitlige alder er faldende i flere organisationer.

Selvom unge er højdespringer i at støtte, er de ikke den eneste gruppe, der er blevet mere velvillige. Generelt er danskerne blevet mere gavmilde, og det kan man også se ved undersøgelser om forbrug i forhold til personindkomster, siger Robert Hinnerskov.

En af grundene til, at danskerne giver mere, er, at flere betaler gennem betalingsservice end girokort.

- Danskerne giver hver måned året rundt. Tidligere gav man i klumper, men danskere giver nu hver måned via betalingsservice, og det er godt for privatøkonomien, siger han.

Spontane betalinger

Unges betalinger gennem betalingsservice er da også mere end firedoblet hos Folkekirkens Nødhjælp siden 2007, og samtidig er sms-betalinger eksploderet. Hos organisationen er det klart, at sociale medier har gjort det nemmere for unge hurtigt at overføre penge.

- Det, at man møder os på Facebook og hurtigt kan sende en SMS med tyve kroner eller 100 kroner, gør det meget nemmere at give penge til verdens fattigste – også for de unge, siger generalsekretær hos Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

- For en ung på SU er det selvfølgelig nemmere at give en kylling til 20 kroner på sin mobil end at binde sig til en større fast betaling i årevis. Vi ser også flere unge givere, som giver penge impulsivt, når der sker en naturkatastrofe – eller når flygtninge i nærområderne fryser, siger hun.