- Jeg vil gerne være venner med nogle syriske flygtninge, men jeg ved ikke, hvordan man bliver venner med dem.
- Hej, kan du dansk? Kom til København og mød mine venner og andre gode mennesker. Du er meget velkommen.
- Det gør ondt helt ind i hjertet, at de ellers så varme og elskende danskere lukker af for en som dig, som har mest behov for deres kærlighed af alle.
Sådan lyder nogle af de mange beskeder, som den 20-årige syriske flygtning Ahmad Al Hosare har modtaget fra danskere over hele landet.
Beskederne kommer, efter at han i en artikel på dr.dk i fredags fortalte om, at det var svært for ham at få venner i Danmark, og at danskere virker bange for flygtninge.
Ahmad flygtede fra Syrien i 2013, da hans far blev dræbt, og i december 2014 fik han opholdstilladelse i Danmark. Han har hele tiden ønsket sig et stort netværk, men det har ikke været let.
Siden i fredags har tingene dog forandret sig. Han er rigtig glad for de mange henvendelser, han har fået, og de har vist Ahmad, at der findes en del danskere, der ikke er lukkede.
- Nu har jeg fået læst de fleste kommentarer, og jeg takker for de mange varme og søde ord, som folk har skrevet. Det havde jeg ikke regnet med, siger Ahmad og fortsætter:
- Nogle danskere tror, at syrere ikke vil tale med danskere. Men det passer ikke. Hvor jeg kommer fra i Syrien, havde jeg en stor omgangskreds, og jeg boede i en by, hvor alle kender alle. Så jeg er meget socialt anlagt, og det vil jeg også være i Danmark.
- Jeg håber, at mange danskere nu ved, at jeg har mistet mit tidligere liv i Syrien, men også at jeg er ligesom alle andre mennesker. Jeg er bare et helt normalt menneske, der gerne vil have gode venner, et godt arbejde – et godt liv, siger Ahmad.
Han er en af hovedpersonerne i en ny podcastserie, der hedder ’Familien Al Hosare.’ Her fortæller han og hans søskende om drømmene og udfordringerne ved at være flygtning med opholdstilladelse i Danmark.
Gåtur og spilaften
De mange henvendelser, primært på Facebook, varmer Ahmad i den danske vinterkulde, og han har allerede fået nye danske bekendtskaber.
- For noget tid siden mødte jeg en pige i byen, som jeg faldt i snak med. Og efter hun læste artiklen med mig i fredags, inviterede hun mig på en gåtur i København i lørdags. Det var rigtig hyggeligt at gå rundt med en kaffe i hånden og snakke om hendes og mit liv.
- Det vil jeg gerne gøre noget mere, tilføjer Ahmad.
Han mødte også en masse nye mennesker, både danskere og flygtninge, da han lørdag var til spilaften i Venligbohuset i København.
- Det var meget hyggeligt. Vi sad og snakkede og spillede kort, og jeg fik snakket med en masse danskere og andre flygtninge. Det er et super sted, hvor man kan få hjælp med lektier, sproget og Udlændingestyrelsen. Eller bare slappe af og hygge sig. Der skal jeg helt sikkert hen igen, lyder det fra Ahmad.
Genkender lukkethed
Siden i fredag har flere danskere i kommentarsporet på Facebook skrevet, at de kan genkende den lukkethed, som Ahmad taler om.
- Dansk kultur er og har altid været præget af tilbageholdenhed overfor nye bekendtskaber, omend det drejer sig om andre danskere eller andre nationaliteter. På den anden side er danskere nogle af de varmeste og næreste mennesker, når først man er kommet ind på livet af dem, skriver Jakob Uffe Flemberg og fortsætter:
- Langt størstedelen af befolkningen tænker ikke, at du hverken er terrorist eller på anden måde ond - det er bare sådan kulturen er. Op med hovedet.
Andre opfordrer også Ahmad til, at han bare skal blive ved med at prøve og holde fast.
- Du gør det rigtige, Ahmad. Du er udadvendt, opsøgende, vil lære det danske sprog, så det skal nok lykkes. Hvis du har nogen specifikke interesser, så find den nærmeste forening og meld dig ind - velkommen til Danmark, skriver Lars Bakke Olsen.