Rettelse: Tidligere var den ene kilde omtalt som Henrik Hillebrand, hvilket ikke var korrekt. Han hedder Peter.
I dag omkring klokken 10 ventes Retten i Næstved at afsige skyldkendelse i sagen fra Kirkerup, hvor en 33-årig mand er tiltalt i tre forskellige forhold.
Senere i eftermiddag venter dommen.
Som det har været tilfældet under alle de tidligere retsdage i sagen, er der også i dag stor interesse fra offentligheden i at følge med og komme inden for i retten.
I nat mødte DR's reporter nogle af dem, der har siddet i kø. Der er nemlig et begrænset antal pladser i retten, og derfor skal man stå tidligt op - eller slet ikke gå i seng - hvis man vil indenfor.
Vigtigt at få afsluttet sagen
En af dem, der har taget plads i køen, er Kenneth Larsen fra Borup.
Han mødte op omkring klokken 20 i aftes og havde medbragt sin egen mikropavillon for at kunne sidde i ly for regnen.
- Jeg vil være sikker på at komme ind. Og være sikker på at få en god plads, hvor man kan se noget, siger han til DR's reporter.
Han kommer selv fra Borup, hvor Emilie Meng blev fundet, og har fulgt sagen "meget, meget tæt".
- Jeg har set, læst og hørt alt, der findes i særdeleshed i Emilie Meng-sagen, fortæller han.
- Jeg kommer fra området og har været forbi Regnemarks Bakke hundredevis af gange. Så man sidder med en følelse af, at man kender hende og gerne vil have det sidste med og få afsluttet sagen, siger Kenneth Larsen.
Emilie Meng blev fundet i Regnemarks Bakke ved Borup et halvt års tid efter, at hun forsvandt. Sagen har fyldt meget for lokalbefolkningen og i Kenneth Larsens familie.
- Sagen har betydet meget for mig. Jeg har børn i Borup, hvor vi bor, så vi har snakket rigtig meget om den her sag, også inden Emilie blev fundet.
Har afløst sin kæreste i køen
I køen finder vi også Peter Hillebrand, der dog ikke selv skal ind i retssalen. Han er "afløser" for sin kæreste, som mødte op omkring klokken 18 i aftes.
- Hun mødte tidligt, og for at hun ikke skulle sidde her i 14, 15, 16 timer, har jeg lovet at tage halvdelen af vagten. Jeg mødte ind omkring klokken 21, og så kommer hun og afløser mig igen klokken 5, fortæller han.
Peter Hillebrand er pensionist og har "masser af tid" til at sidde i køen om natten. Han fortæller, at hans kæreste er interesseret i retssagen og gerne vil være en af de "første og heldige", der kommer ind i dag.
- Hun har fulgt sagen og deltaget i nogle af retsmøderne tidligere. Specielt da Eske Willerslev var kaldt ind som vidne og skulle forklare om dna. Og så fordi det er en retssag, der er talt og skrevet meget om i pressen, forklarer han.
Selvom han ikke selv skal overvære den sidste retsdag, ser han frem til, at sagen får sin afslutning.
- Det er jo en forfærdelig sag, men det er rigtig godt, at der er nogle familier, der kan få fred, forhåbentlig, og få en afslutning på alt det her, siger Peter Hillebrand.