Sidste gang sagde Region Syddanmark, at konklusionen var klokkeklar: Man bliver ikke syg af at bo i Grindsted.
Eller gør man?
En registerbaseret sundhedsundersøgelse, der blev fremlagt tilbage i 2020, endte med at være udskældt. Der blev rejst tvivl om dens konklusioner, blandt andet fordi to forskere havde argumenteret kraftigt for, at der burde forskes mere i nervesygdommen ALS, men at deres opfordring hverken var sendt videre til politikere eller borgere. Og så var man slået tilbage til start.
I 2022 besluttede Region Syddanmark så at igangsætte nye undersøgelser af sundheden blandt borgerne i Grindsted, og resultaterne af to af de tre nye undersøgelser bliver fremlagt på et borgermøde i aften.
Sundhedsundersøgelserne kommer på baggrund af borgeres bekymring for det gamle Grindstedværket, der i årevis dumpede fast kemikalieaffald i det såkaldte banegravsdepot lige nord for fabrikken. Affaldet var kraftigt forurenet med tungmetaller, herunder tonsvis af kviksølv, medicinalprodukter og klorerede opløsningsmidler.
Borgere har de seneste år mistænkt, at Grindstedværkets affald kunne være skyld i sygdomstilfælde i byen. Der er blandt andet observeret en del tilfælde af nervesygdommen ALS i Grindsted de seneste år.
Mere syge end andre?
Professor Jesper Bo Nielsen fra Syddansk Universitet er formand for den forskergruppe, der har anbefalet undersøgelserne. Han forklarer, at grunden til, man ikke venter med at offentliggøre resultaterne, til alle tre undersøgelser er helt færdige, er af hensyn til borgerne i Grindsted.
- Der er så stor en interesse både hos presse og borgere på det her område, at vi ikke synes, vi skal sidde på de her rapporter i flere måneder, indtil tredje undersøgelse kommer, siger han.
Resultaterne af den tredje undersøgelse kommer formentlig til sommer, oplyser han.
Undersøgelserne kan ikke konkludere, om forureningen i Grindsted er årsag til sygdomme, men de kan kaste lys over, om borgerne i Grindsted er mere syge, end man er i sammenlignelige byer.
- Det er en opdatering af den tidligere undersøgelse, der har været. Det vil sige, at man kan få informationer om, hvorvidt nogle af de fund, man havde i første omgang, har ændret, om der er nogle sygdomme, der optræder hyppigere i Grindsted end andre steder, forklarer han.
Ketty mistede sin mand
Resultaterne af den ene af de to undersøgelser, der præsenteres i aften, kommer på baggrund af lægeundersøgelser af beboere i Grindsted.
203 personer har været ved lægen for at blive undersøgt, fordi de frygter, at deres kroniske sygdom kan være relateret til forureningen i byen. Den anden undersøgelse baserer sig på data fra en række sundhedsregistre og bliver sammenlignet med samme type data fra andre byer, der har en befolkningssammensætning som minder om Grindsted.
Ketty Hjøllund er en af de borgere, der mistænker, at forureningen fra fabrikken kan være skyld i sygdomme. Selv har hun mistet sin mand Thorkild til nervesygdommen ALS.
Hun ser frem til at få svar på de nye sundhedsundersøgelser i aften.
- Jeg er så frygteligt spændt, og jeg er så frygteligt nervøs, siger hun.
Det var efter tabet af Thorkild, at Ketty Hjøllund begyndte at opdage flere tilfælde af nervesygdommen ALS i byen.
- Jeg er meget ambivalent, fordi jeg har et håb og en tro på, at der ikke er noget galt, men jeg har så svært ved at forstå, hvordan min husmoderundersøgelse kan vise syv gange så mange ALS-tilfælde i østbyen og cirka fire-fem gange så mange tilfælde i Grindsted som i sammenligningsbyer. Det synes jeg, er meget bekymrende, lyder det fra Ketty Hjøllund. Den tidligere sundhedsundersøgelse konkluderede, at der ganske vist er flere ALS-tilfælde i området, men at det kunne tilskrives statistisk usikkerhed og altså være tilfældigt.
Vil have jorden renset
Borgergruppen Grindsted ønsker, med Susanne Mathiesen i front, at der skal ryddes op i Grindsted. Susanne Mathiesen mener, at jorden skal renses - og det skulle helst være sket i går.
- Vi lever i 2024, og vi kan simpelthen ikke tillade os at lade så meget lort ligge i jorden, som vi har gjort os umage med at fjerne andre steder for at sikre lige og tilgængelig adgang til naturen. Det vil vi faktisk også gerne have her i byen uden at gå og tænke på, at der er forbudsskilte og advarselsskilte, og at der er steder, man ikke bør være, mener hun.
Hun regner ikke med, at den nye sundhedsundersøgelse, der fremlægges i aften, kommer til at være meget anderledes end den seneste, der altså konkluderede, at man ikke er mere syg i Grindsted end i andre sammenlignelige byer.
Skulle det dog vise sig, at det forholder sig anderledes, sætter hun sin lid til myndighederne.
- Det vil være aldeles forfærdeligt, og så står vi med en ny situation.
- Hvordan man vil håndtere og tackle det, det er vi simpelthen nødt til at overlade til nogle af dem, vi har besluttet, der bestemmer på regions- og nationalt plan i det her land sammen med de forskere, som også har lavet undersøgelserne, siger Susanne Mathiesen.