Hvad skal der ske med de 150.000, der har fået første AstraZeneca-stik?

Man kan godt sige nej til AstraZeneca, men man kan ikke vælge, hvilken vaccine man vil have.

Det er endnu uklart, hvad man gør med de 150.000, der har fået første stik. (© DR Grafik/Søren Nørby Winther)

Omkring 150.000 personer herhjemme har fået første stik med coronavaccinen fra AstraZeneca, men de står nu overfor en prekær situation, som de færreste havde forudset:

Vaccinen er sat på pause, og hvad skal der nu ske for de 150.000, der venter på stik nummer to?

På dagens pressemøde, hvor Sundhedsstyrelsen meddelte, at "pauseringen", altså suspenderingen, er blevet forlænget i tre uger. Det betyder, at regionerne nu går i gang med at aflyse alle tider til både første og andet stik med AstraZeneca de næste tre uger.

Skulle AstraZeneca-vaccinen blive fjernet helt fra den danske udrulning, vil personer, der har fået første stik, få en anden vaccine.

Sådan lød det i eftermiddags fra Søren Brostrøm:

Hvis vaccinen omvendt bliver taget tilbage i brug, er man ikke bundet til et stik nummer to, hvis man føler sig utryg og foretrækker en anden vaccine, fortalte direktør Søren Brostrøm på pressemødet.

- Hvis man vælger ikke at blive vaccineret på det tilbud, mister man ikke tilbuddet. Så kan man vente en, to eller tre måneder, og så kan man selvfølgelig få en vaccination. Hvilken vaccination man får på det tilbud, kommer an på hvilke vacciner vi har og udbyder.

- Grundpræmisset er, at vi anbefaler vacciner, som vi tror på og synes er gode, og som vi tilbyder til de målgruppe, som vi synes er de rigtige.

'Det har jeg det faktisk rimelig godt med'

En af af de cirka 150.000, der har fået første stik, er Tina Slott, der er lægesekretær i Vig Lægehus nord for Holbæk.

Hun fik første stik den 9. februar og er nu i venteposition.

- Min holdning er, at det er lidt trist, at jeg ikke får nummer to. Det næste er, at jeg synes, det er rigtig godt, at de ikke bare slynger vaccinen ud igen efter 14 dage, men at de melder ud, at de ikke er helt i bund med undersøgelserne. Det har jeg det faktisk rimelig godt med.

Hvis det skulle vise sig, at sundhedsmyndighederne giver grønt lys til vaccinen, er Tina Slott klar til at lægge arm til stik nummer to på grund af signalværdien på arbejdspladsen i lægehuset.

- Jo mere de undersøger det, desto større sikkerhed er der ved at sige ja tak, når den kommer. Med den stilling jeg har, ville det være fint, at jeg kunne sige til patienterne, at jeg er vaccineret, og jeg synes, det ville være en god ide, hvis I også gjorde det.

- Jeg har sagt a, og så skal jeg også sige b, lyder det fra Tina Slott.

Stor beskyttelse efter et stik

DR Nyheders sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling, mener ikke, at de 150.000, der har fået første stik, har nogen som helst grund til at være bekymrede.

Faktisk er der noget, der tyder på, at vaccinen allerede har haft en effekt.

- Undersøgelser fra Storbritannien viser, at et stik beskytter op mod 100 procent mod at få alvorlig coronasygdom, siger han og fremlægger tre mulige scenarier:

- For det første kan det være, at myndighederne kommer frem til, at ét stik med AstraZeneca var nok, hvilket jeg ikke tror bliver løsningen. Det andet er, at man siger, at den er fin nok, og så får man tilbudt det andet stik, hvis man har lyst. Den tredje er, at man dropper AstraZeneca, og så vil man få tilbudt en eller to doser af en af de andre vacciner om nogle måneder.

Danmark er et af de eneste lande, der stadig har sat vaccinen på pause. Rundtom i Europa er man gået i gang igen, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur sagde god for den i sidste uge.

Spørgsmål er, om Danmark er overforsigtige.

- Vi er i hvert fald meget forsigtige. Det tror jeg egentlig, danskerne har det rigtig fint med, siger Peter Qvortrup Geisling.