Hjemmestrikkede karklude hitter i kampen mod plastik

Flere steder på Facebook kan man købe hjemmestrikkede karklude uden mikroplast og samtidig støtte et godt formål.

Et udvalg af de hjemmestrikkede karklude uden mikroplast. (Foto: © PRIVATFOTO)

Køb en karklud og støt Scleroseforeningen, SOS Børnebyer eller Kræftens Bekæmpelse.

På Facebook er der rig mulighed for at købe hjemmestrikkede karklude uden den mikroplast, der i stigende grad hober sig op i naturen og i fiskene i havet og så samtidig støtte et godt formål.

En af de største grupper er Donation25, der blev skabt for et år siden af en gruppe kvinder, der havde lyst til at gøre noget godt for miljøet ved at strikke klude uden plastik.

I dag er der omkring 70 autoriserede producenter af klude, og på det første år har de solgt 10.000 klude og samlet 305.780 kroner ind.

Hos foreningen Plastic Change, som arbejder for at imødegå udbredelsen af den skadelige mikroplast på land og til vands, er man glad for strikkeklubberne. Det fortæller kommunikationschef Lisbeth Engbo.

- Man redder selvfølgelig ikke verden ved at strikke en karklud, men du kommer i gang med det, og du snakker med dine venner. Hele problemet med plastikforurening bliver pludselig noget, man snakker om, og det kan jo måske et eller andet sted komme til at påvirke politikerne, som gerne skulle lave nogle regler på det her område, siger hun til P1 Morgen.

Problemet med plastik

Når engangskarklude med mikroplast genbruges med vask og tørring, sendes små bitte partikler ud i naturen. Der er blandt andet fundet plastik i muslinger og østers.

Men mange mennesker tror, de gør noget godt, når de genbruger kludene. Derfor er det godt med initiativer som Donation25, der får folk til at tale om alternative klude, siger Lisbeth Engbo.

- Det betyder rigtig meget for os, fordi det er jo et kæmpe problem, og det er ude i verdenshavene, og hvordan er det lige, man får folk til at interessere sig for det? Jamen, det gør du, hvis det pludselig kommer tæt på dig selv, siger hun.

Laver noget, der giver mening

En af dem, der strikker karklude til Donation 25, er Helle Andersen fra Hedensted Skole. Hun begyndte at strikke, fordi den nye arbejdstidsaftale gav hende mere fritid om aftenen.

- Jeg manglede noget at foretage mig, som gav mening, siger hun.

Hun havde selv brugt engangskarklude igen og igen og anede ikke, at der røg plastik ud i havene.

Nu nyder hun kontakten med kunderne samtidig med, at hun gør noget godt for miljøet og samler penge ind til et godt formål.

- Den dér fornemmelse, når man sender nogle penge videre - det er bare en rar ting, siger hun.