Forskere finder tusindvis af plastikstykker i dansk farvand

En sejltur rundt om Sjælland viser, at der også i havene omkring Danmark findes bittesmå plastikstykker.

Kronprins Frederik og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen var med, da miljøorganisationen Plastic Change 8. juni begyndte at indsamle vandprøver. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Prøver fra danske farvande denne sommer viser, at mikroskopiske plastikpartikler også fylder godt op i vandoverfladen herhjemme.

Den internationale organisation Plastic Change, der har base i Danmark, har i første halvdel af juni sejlet rundt om Sjælland og samlet vandprøver med et særligt overfladetrawl fra blandt andet Øresund, Kattegat og Storebælt.

Prøverne er analyseret af forskere på Roskilde Universitet, og det viser sig, at prøverne indeholdt op til 7.000 plastikpartikler per kvadratkilometer. Værst var det i Øresund ved Skodsborg.

- Vi har nu fået påvist, at der også er plastik i det danske havmiljø. Dog ikke så slemt som vi har set i Middelhavet, hvor tilsvarende prøver indeholdt henved ti gange så mange plastikpartikler, siger Kristian Syberg, forsker i miljørisiko ved Roskilde Universitet.

Faktisk er omfanget af plastikforurening større, end målingerne viser. Forskernes "trawl" har nemlig kun fanget partikler over 0,335 millimeter. Det betyder, at partikler fra eksempelvis tøj ikke er medregnet.

- Resultatet viser tydeligt, at det er mere vigtigt end nogensinde, at Danmark får lavet en plastikpolitik, som for eksempel forbyder plastik i plejeprodukter, siger Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastic Change.

/ritzau/