Det var en hjemmelavet gelérand med stenbiderrogn, der gav ni personer den alvorlige sygdom botulisme, også kaldet pølseforgiftning, i juni.
Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
De ni personer blev syge efter at have spist aftensmad sammen ved en privat sammenkomst i Sønderborg. Personerne udviklede efterfølgende varierende symptomer på botulisme og blev indlagt.
Det er eksperter fra Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut og DTU, der har stået for at undersøge, hvad der kan have været skyld i forgiftningen.
Og de er sikre på, at det var geléranden med stenbiderrogn, der var årsag til udbruddet.
De kunne nemlig samle rester af de fødevarer, der var blevet indtaget til måltidet. Nogle af de rester var altså fra geléranden i skraldespanden og et tømt glas med stenbiderrogn.
Botulismebakterierne har kun kunnet vokse i fødevarerne, hvis enten geléranden eller glasset med stenbiderrogn er blevet opbevaret for varmt i længere tid.
Fødevarestyrelsen har undersøgt andre glas stenbiderrogn fra samme parti og er kommet frem til, at intet tyder på fejl hos producenten.
Eksperterne mener derfor, at der tale om en sjælden og enkeltstående hændelse.