- Du tager da ikke ansvar for en skid.
Sådan sagde politibetjenten, der modtog et opkald fra en borger, der ringede til 112. Borgeren var vidne til et overfald og ringede for at anmelde det, men kunne ikke oplyse den præcise adresse på gerningsstedet.
- Forudsætningen for at man kan få hjælp, det er, at man ved, hvor man er henne, sagde betjenten.
Det er bare et af flere eksempler på opkald til alarmcentralen i den årsberetning, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) netop har publiceret.
Her kan du få et overblik over nogle af de sager, hvor Politiklagemyndigheden har fundet polititjenestemandens opførsel 'meget kritisabel'.
- Det er ikke taxakørsel
I denne sag sagde polititjenestemanden, der modtog opkaldet på alarmcentralen "Det er jo ikke taxakørsel, vi laver her jo" og "Nej, så kan jeg sgu ikke hjælpe dig, do. Så kan vi håbe, du bliver fundet inden vinter måske". Borgeren, der har Parkinsons syge, ringede, fordi han var væltet på cykel og ikke kunne rejse sig, ligesom han ikke kunne huske præcist, hvor han befandt sig.
- Vi sender en ligvogn
En borger ringede til alarmcentralen, fordi hendes eks-kæreste forsøgte at skaffe sig adgang til hendes bolig. Hun frygtede for sit liv.
- Ja ja, men så sender vi en ligvogn, ikk?, svarede betjenten blandt andet, da kvinden sagde: "Hvis jeg er slået ihjel lige om lidt, så husker de jo godt det her opkald, ikke?"
Borgeren sagde flere gange, at der var en psykisk syg mand på vej ind i huset. Hertil svarede polititjenestemanden: "Det lyder som om, du også er blevet smittet, unge dame."
Politiklagemyndigheden fandt, at polititjenestemanden havde optrådt meget kritisabelt.
Kendte ikke adressen på badehotel i brand
Da en borger anmeldte branden på det hedengangne Svinkløv Badehotel, kunne han ikke give adressen på hotellet, hvilket fik polititjenestemanden til at sige: "Og når man skal bruge brandvæsenet, så er det rart at vide, hvor man er henne (…)".
Da borgeren sagde, at det var midt om natten, svarede polititjenestemanden: "Ja, og hvad så. Det kunne også være juleaften".
Mor anmeldte overfald på datter
En mor ringede 112, fordi hendes datter var blevet overfaldet. Under samtalen sagde polititjenestemanden til borgeren, at hun var sur, og at det virkede som om, hun kontaktede politiet for at "komme af med noget galde".
Og betjenten bebrejdede borgeren, at hun ikke havde fundet en kuglepen frem. Politiklagemyndigheden fandt, at polititjenestemanden havde optrådt kritisabelt. Efterfølgende gav Rigspolitiet en advarsel til betjenten.
Psykisk uligevægtigt person på trafikeret vej
En borger anmeldte, at der gik en psykisk uligevægtig person ved en trafikeret vej. Polititjenestemanden spurgte borgeren, om hun kunne blive ved kvinden, indtil politiet kom. Da borgeren svarede nej, sagde polititjenestemanden:
"Så du ringer bare for at sende den videre til politiet", samt "Ja, og den bekymring du så har, den stopper så her nu, når du har ringet til politiet, så hvis hun nu træder ud på kørebanen. Nej, hvis hun nu træder ud på kørebanen og bliver kørt ned, hvad så?".
Politiklagemyndigheden fandt, at polititjenestemanden optrådte kritisabelt under sin håndtering af opkaldet.
- Du tager da ikke ansvar for en skid
En borger overværede et overfald på en togstation og ringede 112. Da borgeren ikke kunne oplyse den præcise adresse på stationen, sagde polititjenestemanden:
"Forudsætningen for at man kan få hjælp, det er, at man ved, hvor man er henne" og "Du tager da ikke ansvar for en skid".
Politiklagemyndigheden fandt, at polititjenestemanden herved havde optrådt kritisabelt.