På den lille villavej Skovkanten i det centrale Esbjerg ligger velholdte, røde murstensvillaer som perler på en snor. Vi er tæt på både midtbyen og vandet, og ingen ejendomsmægler vil tvivle med at kalde det naturskønne omgivelser – der er reelt et stenkast til det grønne område Vognsbølparken.
Her på Skovkanten ligger landets billigste almene boliger.
Et halvt dobbelthus på 105 kvadratmeter koster blot 2.401 kr. om måneden. Det er en billigere kvadratmeterpris end selv de billigste almene lejelejligheder i landet, viser en kortlægning af den almene boligsektor, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har lavet.
- Vi er rigtig glade for at bo her. Det er nogle gode huse med stor kælder og en have i en passende størrelse, og de er i god stand. De bærer ikke præg af, at de er bygget for næsten 80 år siden. Samtidig er der et rigtig godt naboskab, fortæller beboerformand Leif Koch.
Op til 20 års ventetid
Der er da også rift om at få lov til at flytte ind i husene på Skovkanten. I øjeblikket skal man regne med at vente 15-20 år. Det giver mening, når man sammenligner med andre muligheder i området.
På næste villavej, Ved Skoven, er et rækkehus på 115 m2 til salg. Det er et meget nyere hus, og der er 10 kvadratmeter mere, men der er ingen kælder, og så skal man også i banken og låne 2.848.000 kroner, hvis man skal betale udbudsprisen.
Oven i det kommer ejendomsskat, renovation og så videre, der beløber sig til 2.323 kroner om måneden – altså cirka det samme som at leje hele rækkehuset på Skovkanten.
- Det er et rigtig godt kvarter, for vi bor tæt på vandet og det hele. Vi har for eksempel valgt ikke at have bil, for vi er så tæt på bymidten, at vi kan cykle til det meste, det er rigtig lækkert, siger Leif Koch.
Billigere end ungdomsboliger
Også når man ser på andre almene boliger i Esbjerg, er Skovkanten attraktiv med en husleje, der svarer til lidt under 23 kroner om måneden per kvadratmeter. Der er stor variation i priserne på byens 13.500 almene familieboliger, men de går helt op til 83 kroner kvadratmeteren.
Den nærmeste ledige lejebolig midt i december er en 1-værelses ungdomsbolig på Stengårdsvej i Esbjerg Ø. Her får man dog kun 34 m2, og huslejen er et par hundrede kroner højere end på Skovkanten, nemlig 2.644 kroner om måneden.
I Esbjerg er der mange i almene boliger, der betaler to, tre eller fire gange mere for en kvadratmeter, end I gør. Synes du, det er fair?
- Jeg ved ikke, om det er fair, men vi er glade for, at vi ligger så lavt på huslejen. Det giver noget frirum, og det betyder, at vi har en buffer, hvis der skulle komme nogle forudsete udgifter hen af vejen. Vi har også en del ældre beboere, og de bliver her så længe som muligt, for det ville være meget dyrere for dem at rykke på et plejecenter, siger formanden for beboerne på Skovkanten, Leif Koch.