Henrik holder fast: Hun må gøre mig til kongegemal - færdig

Det er op til dronning Margrethe, understreger prins Henrik, hvis regentparret skal begraves sammen.

- Enhver dansker ville ikke blive begravet i samme grav som sin kone, hvis de ikke var ligeværdige, siger prins Henrik til Se og Hør.

Dronning Margrethe kan godt vinke farvel til ideen om at få sin mand med sig i graven, hvis Kongehusets overhoved ikke skifter mening.

Titlen som 'prins' skal ændres, understreger prins Henrik, der i sidste uge kom med den bemærkelsesværdige udmelding, at han ikke begraves med sin hustru.

- Det er min kone og ikke mig, der kan gøre noget ved den beslutning. Hvis hun vil have mig begravet sammen med hende, må hun gøre mig til kongegemal. Færdig. Jeg er ligeglad, siger han til Se og Hør.

Ikke ude på at provokere

Ugebladet har mødt prins Henrik på Château de Cayx i Frankrig og spurgt ham til den virak som sidste uges udmelding har skabt. Både i Danmark og udlandet, hvor prinsen i en engelsk avis er blevet kaldt 'verdens sureste kongelige'.

Prinsen er blevet kritiseret voldsomt for sin beslutning og er i flere danske medier blandt andet blevet kaldt 'bitter', 'egoistisk' og 'forkælet'.

Det har dog ikke været intentionen at provokere, understreger prins Henrik.

- Men der er noget, enhver dansker skal forstå. Enhver dansker ville ikke blive begravet i samme grav som sin kone, hvis de ikke var ligeværdige, siger prins Henrik til Se og Hør.

Dronning Margrethe har indtil videre ikke givet efter for prins Henriks ønske om at blive konverteret til kongegemal. Og det er det, der skal til, hvis de skal dele sarkofag, understreger prins Henrik nok engang.

- Hvis min kone pludselig har lyst til at have mig ved siden af sig, skal hun gøre mig til kongegemal, siger han til Se og Hør.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kongehuset.