Hells Angels må ikke længere opholde sig i deres klubhus i Odense.
Det sker på baggrund af en afgørelse fra Planklagenævnet, som Odense Kommune har fået.
Odense Kommune nedlagde 6. oktober sidste år et forbud mod, at Hells Angels brugte ejendommen, hvor klubhuset ligger, som samlingssted. Noget Hells Angels klagede over - men nu står det altså klart, at Odense Kommune har fået medhold i deres forbud.
Borgmesteren i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), havde næsten ikke turde håbe på, at Planklagenævnet ville give kommunen medhold.
- Jeg er virkelig glad for afgørelsen, der gør, at Hells Angels permanent skal ud af deres lokaler på Petersmindevej i Odense.
Skulle rockergruppen få den idé at flytte deres klubhus til en anden adresse, så kan de godt regne med, at Odense Kommune kommer til at bruge samme fremgangsmåde til at forhindre gruppen i at mødes, siger borgmesteren.
- På den måde har Planklagenævnets afgørelse også været med til at slibe æggen på det sværd, som vi i det her tilfælde bruger til at bekæmpe rockerborge og bandeklubhuse med.
Borgmesteren er dog godt klar over, at man ikke får de kriminelle rockermedlemmer til at rykke over på den rigtige side at loven ved at lukke et klubhus.
- De vil nok forsøge at finde andre måder at begå kriminalitet på, siger han.
Kan danne præcedens
Ifølge Peter Rahbæk Juel er der mange kommuner, der følger spændt med i, om det lykkes Hells Angels advokater at ændre i afgørelsen. Flere af borgmesterens kollegaer i andre kommuner står nemlig i samme situation med klubhuse drevet af kriminelle.
- Med Planklagenævnets afgørelse er jeg sikker på, at der også er andre, der er klar til at skride ind med det her forbud og få lukket ned for rockerborge flere steder i landet.
Frederik Waage, professor i forfatningsret på Syddansk Universitet, kalder afgørelsen for principiel.
- Afgørelsen kan få vidtrækkende betydning, idet den blandt andet vedrører grundlovens regel om forsamlingsfrihed.
Derfor vil afgørelsen også kunne få betydning for andre kommuner, siger han.
- Det er nærliggende, at spørgsmålet - som afgørelsen handler om - vil blive indbragt for domstolene. Enten af Hells Angels overfor Odense Kommune eller af en anden rockergruppe overfor en anden kommune, hvis de står i samme situation som i sagen her.
DR forsøger at få en kommentar fra Hells Angels, der indtil videre ikke er vendt tilbage.