I dag er 18. dag i træk, hvor der ikke er registreret nedbør på landsplan, og det første afbrændingsforbud i Danmark i år i træder kraft på Bornholm.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), som har lavet tørkeberegninger i 19 år, har kun i 2008 og 2020 set lignende.
Tørken tager for alvor til, og der er ej heller udsigt til nedbør i den kommende uges tid.
Men årets tørke kan også ses som et vink med et vognstang til, hvordan fremtidens danske haver bør anlægges.
For der bør tages hensyn til, at vi kommer til at opleve flere lange tørkeperioder i fremtiden, fortæller Charlotte Garby, direktør for Haveselskabet, som har 30.000 medlemmer fordelt over hele Danmark.
- I Haveselskabet ser vi, at mange af vores medlemmer arbejder rigtig hårdt med problemerne med manglende vand. Vi har svært ved at få vandet, og vi skal heller ikke vande på den måde, for vi skal passe på vores dyrebare vand, siger Charlotte Garby.
På den korte bane peger hun på, at det handler om at prioritere i haven. Eksempelvis kan man lade græsplænen tørre ud og i stedet fokusere på at vande køkkenhaven.
- På den lange bane skal vi tænke i at få sat nogle planter, som kan tåle det her og passer i vores økosystem, siger hun.
Men på den korte bane er det også nyttigt at tænke på insekter og smådyr, som tørster i tørken, lyder det.
Haveselskabet holder i weekenden havefestival, og netop tørke er noget af det, der er på programmet.
- Vi skal se på, at det her problem med de lange tørkeperioder er kommet for at blive, og vi skal som haveejere blive dygtigere til at samle regnvand, når det regner, så vi har til vanding, og vi skal tænke i at tilpasse det, vi sætter i vores haver til, at det passer til vores klima, siger Charlotte Garby.
Når det kommer til vanding, handler det om at prioritere, fortæller Charlotte Garby:
Som et led i havefestivalen er der åben have rundtom i landet, men Haveselskabets direktør fortæller, at der er flere, der er sprunget fra åben have i år, fordi tørken har medført, at haven ikke står knivskarpt.
- Der er mange åbne haver over weekenden, men vi har også set i de seneste par uger, hvor det er blevet så tørt, at der er nogen, der har sagt nej, fordi de opgiver at trække vand fra vandhanen til at vande, så haven ikke står, som den skal, siger Charlotte Garby.
Det er Charlotte Garbys håb og opfordring, at haveentusiaster på langt sigt tilpasser planterne til at modstå tørke bedre.
- Vi får det meget mere tørt i fremtiden, det er det, vi hører, så træf beslutninger, så vi støtter op på den gode måde og ikke skal blive ved med at arbejde imod det ved at trække på vores gode vandreserver. Det er ikke det, vi skal bruge vores drikkevand på.
- Der er bestemt planter, som er tørketålende og passer til vores økosystem. Dem kan man vælge, siger Charlotte Garby.
DR Vejret giver løbende et overblik over tørken med de aktuelle tal for tørkeindeks, brandfare, tørkedage og udsigten til hvor lang tid tørken kan fortsætte: