Har du været nabo til en hjemløselejr? Se her hvor politiet har ryddet

Minister vil smide hjemløse helt ud af kommuner. Omegnsborgmestre er splittede om forslaget.

De findes rundt omkring på gader og i parker - i buskadser, på banegårde og i tomme bygninger.

Det er særligt i hovedstadsområdet, at hjemløse gennem det seneste halvandet år har slået lejr og er blevet bortvist af politiet.

Det viser en kortlægning, som DR Nyheder har lavet på baggrund af oplysninger fra landets politikredse.

Hjemløselejre er af Rigspolitiet defineret som steder, hvor "to eller flere personer uretmæssigt har taget midlertidigt eller mere permanent ophold".

Kortet viser de steder, hvor seks politikredse sidste år har registreret rydninger af såkaldte hjemløselejre. Desuden viser kortlægningen nogle af de rydninger, som Københavns Politi har fortaget siden 1. april i år.

Politikredsen har nemlig siden 1. april ryddet 32 hjemløselejre mod 29 i hele sidste år. Men står det til justitsminister Søren Pape Poulsen (K), skal politiet på sigt have flere værktøjer til at komme problemet med særligt romalejre til livs.

Herlev: Minister skubber problemet

Justitsministeren vil til efteråret fremsætte et lovforslag, der skal gøre det muligt for politiet at bortvise personer fra en hel kommune.

Det skal ske ved at ændre loven, så politiet kan give et såkaldt zoneforbud, som for eksempel skal gælde i hele Københavns Kommune.

Men det vil blot skubbe problemet til omegnskommunerne, mener Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S).

- Justitsministeren skulle hellere sørge for at få lavet en aftale i EU. Med det her skubber han bare problemet. Så kan Søren Pape se handlekraftig ud for en aften i TV Avisen, men det løser ikke noget som helst, siger han.

Herlev har endnu ikke mærket noget til hjemløselejre, og politiet har heller ikke registreret nogen rydninger i kommunen, fortæller borgmesteren. Det kan dog ændre sig på sigt, mener han.

- Jeg er selvfølgelig bekymret for, at man symptombehandler. Man får ikke taget fat om problemets rod. Folketinget er nødt til at tage et ansvar og ikke skubbe problemet rundt blandt kommuner, siger Thomas Gyldal Petersen og fortsætter:

- Vores lokalsamfund er båret af, at mennesker er glade for at bo her. Hvis de skubber problemet til Herlev, så får de vores kærlighed at føle. Det vil vi simpelthen ikke finde os i.

Ballerup bakker op om forslag

Lidt anderledes lyder udmeldingen dog fra Thomas Gyldal Petersens socialdemokratiske kollega i Ballerup, Jesper Würtzen.

Borgmesteren i Ballerup er enig i, at man kan risikere at skubbe problemet til andre kommuner, men at det samtidig er nødvendigt, at politiet har redskaberne til at gøre noget dér, hvor problemet findes.

- Hvis der var mange lejre i min kommune, så ville jeg være glad for udvidede muligheder for at komme det til livs. Så derfor bakker jeg sådan set op om redskabet, siger han.

Hjemløselejre har indtil nu kun været et meget lille problem i kommunen, viser kortlægningen. Derfor er Ballerups borgmester også helt på bølgelængde med Københavns Politis øgede indsats mod hjemløselejre.

- Jeg synes også, at det er et problem, og jeg kan godt forstå, at København reagerer. Vi har haft nogle få lejre i Ballerup, og det har vi også reageret på, siger han.

Selvom et fremtidigt zoneforbud ifølge borgmesteren risikerer at skabe flere lejre i kommunen, så tror Jesper Würtzen på, at Københavns Vestegns Politi vil kunne håndtere lejrene.

Han siger dog samtidig, at det kan blive en svær opgave for de enkelte kommuner at løfte alene, hvis man indfører et zoneforbud i København og dermed muligvis ændrer mønstret for, hvor politiet skal rykke ud og rydde lejre.

- Så vil man flytte prikkerne rundt, tænker jeg. Men så vil vi også reagere. Vi er ikke interesseret i at have romalejre, som skaber utryghed, men det er svært at løse problemet som enkelt kommune, siger han.

DR Nyheder har også været i kontakt med Gladsaxes Borgmester, Karin Søjberg Holst (S), men hun har ingen kommetarer til justitsministerens forslag. Kommunernes Landsforening har heller ingen kommentarer til forslaget.