Et kontroversielt mærke til svinekød bliver lanceret i dag.
Et nyt statsligt dyrevelfærdsmærke skal nemlig gøre det lettere for forbrugerne at gennemskue, om grisen har haft et godt liv, og derfor kan kødet mærkes med et, to eller tre hjerter.
Men mærket har mødt hård kritik fra blandt andet Økologisk Landsforening, der mener, at dyret, som har lagt kød til et eller to hjerter, ikke har oplevet meget velfærd i sit liv.
Den kritik er svineproducent Michael Nielsen uenig i.
- Det er en god ordning. Det kan godt være, at det ville være ideelt, hvis vi alle sammen kun spiste grise med tre hjerter på. Men det vil nok være naivt at tro, at man kan opnå det indenfor kort tid, siger han og tilføjer:
- Jeg er sikker på, at vi langsomt kan få rykket producenter op i bedre og bedre kategorier, og jeg tror på, at der er kundesegmenter til alle grise.
Kom på besøg i en to-hjertet svinestald:
Michael Nielsens svin har to hjerter.
Det betyder helt konkret, at grisene ikke får kuperet haler, og søer med unger kan bevæge sig frit rundt i en boks i de fem uger, hvor grisene er små.
Boksen er 30 procent større, og dyrene har halm at rode rundt i.
Dobbelt så mange smågrise døde
Men det betyder også, at soen kan komme til at lægge sig oven på sine små grise, fordi hun ikke længere ligger fast i en bøjle.
- Det fordoblede faktisk dødeligheden i de fem uger, hvor soen har de små grise hos sig. Det har vi fået vendt om, så nu nærmer vi os det niveau, vi havde før, siger Michael Nielsen.
En gris med to hjerter lever kun i stalden. Hvis den skal have adgang til at komme udenfor, skal den mærkes med tre hjerter. Og det kan Michael Nielsens grise ikke komme.
- Jeg ville meget gerne åbne op, men det er denne stald desværre ikke bygget til, siger han.
Bag hjerteordningen står Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation DOSO, Landbrug & Fødevarer, Danish Crown, Dansk Supermarked, De Samvirkende Købmænd, Danske Slagtermestre, Lidl og Aldi.
Ordningen er frivillig.
Ikke behov for mærket
Supermarkedskæden Coop og Dyrenes Beskyttelse er ligesom Økologisk Landsforening kritiske over for mærket.
- På det nederste niveau er der tale om meget få forbedringer for dyrene, og alligevel får man statens stempel for dyrevelfærd på kødet. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Køber man en vare med et enkelt hjerte på og tror, at dyrene har haft et godt liv, bliver man snydt, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening.
Af samme grund mener han ikke, at der er behov for hjerte-mærkningen.
- Vi mener, at det nye mærke kan undergrave tilliden til mærkning af dyrevelfærd, siger han.
Det hjertemærkede kød kan findes i køledisken til Kristi Himmelfart.
Om dyrevelfærds-hjerterne:
- •
Et hjerte: Fritgående søer, krølle på halen (uden halekupering eller halebid), mere plads og tildeling af halm
- •
To hjerter: Samme grundkrav + krav om mere plads
- •
Tre hjerter: Samme grundkrav + krav om endnu mere plads samt udeareal