Den sorte kabinekuffert med sagsakter, laptoppen, strømforsyningen og forlængerledningen følger forsvarsadvokat Bjarne Frøberg i bilen og de mange kilometer på vejene, når han kører til retterne og arresthusene, hvor han besøger sine klienter.
Bjarne Frøberg er en af de tre forsvarsadvokater, som vi møder i dokumentarserien ’Tiltalt’, som DR2 sender tredje afsnit af i aften kl. 20.45.
Sammen med de uundværlige cigaretter er Bjarne Frøbergs sorte rullekuffert nærmest blevet hans brand, som han forklarer med få ord:
- Det er praktisk med hjul på kufferten, når jeg skal fra parkeringsplads og ind i retsbygninger og arresthuse. Og så har kufferten plads til det, jeg har brug for at have med.
Har alle typer klienter
Bjarne Frøberg har base fra advokatkontoret midt i Aarhus.
Hans klienter er – ifølge ham selv – helt almindelige mennesker fra hele samfundet. Mennesker som overtræder eller ikke overtræder loven, eller de mennesker, der begår drab, sætter ild til bygninger eller begår andre voldsomme handlinger.
En af klienterne er en kvindelig australsk musiker. Her følger vi i aften i tredje afsnit af ’Tiltalt’ Bjarne Frøberg sammen med sin klient, den australske oboist, som spiller i Esbjerg Ensemble.
I seks år har hun haft lovlig arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Men nu er hun kommet på kant med de danske myndigheder og er tiltalt for at have overtrådt udlændingelovens regler om arbejds- og opholdstilladelse ved at have spillet obo i andre orkestre end Esbjerg Ensemble, som hun er tilknyttet.
I denne sag skulle Bjarne Frøberg tage særloven, som udlændingeloven er, frem. Den første udlændingelov fik vi i 1983, siden er loven blevet ændret over 100 gange. I dag er Danmark kendt for at have en meget stram lovgivning på området.
Anklageren fik medhold i, at musikerens arbejds- og opholdstilladelse udelukkende dækkede hendes job som oboist i Esbjerg Ensemble og ikke andre orkestre.
Retten i Sønderborg kendte den australske oboist skyldig i at have overtrådt udlændingeloven, og hun fik en bøde på 25.000 kroner.
Bjarne Frøberg siger om sagen:
- Oboisten er en helt almindelig kvinde, hvor udlændingemyndighederne mener, at der står i loven, at man ikke må tage et bijob uden tilladelse. Sagen var en helt almindelig bødesag, og sådan nogle sager har jeg også.
Elsker sit job
Den 59-årige Bjarne Frøberg har altid villet være forsvarsadvokat. Han tror, det er fordi, han som dreng blev inspireret af Perry Mason (han var hovedpersonen i en amerikansk krimiserie i begyndelsen af 1960'erne).
- Forsvarsarbejdet foregår jo ikke som i Perry Mason, der var min drøm som stor dreng.
- Jeg elsker at være forsvarer med de mange udfordringer, der er i enhver sag. Er sagen kedelig, er bevisførelsen måske interessant.
- Jeg er vild med at fremlægge beviser og afhøre vidner og hele spillet, som foregår i en retssal.
Retssagerne handler ikke kun om jura, men også om mennesker. Det er netop mennesket bag sagen, der er det helt centrale for Bjarne Frøberg:
-Mit arbejde er at sikre, at mine klienter får en retfærdig behandling. Men jeg har en forsvarers briller på min klient. Som forsvarsadvokat tænker jeg, at han skal have så lidt straf som muligt. Og som borger, at han skal have en passende straf.
Retsfølelsen omfatter også tiltalte
Hvor interesseret er du i, om din klient er skyldig eller uskyldig?
- Det interesserer sådan set ikke mig. Jeg er bare forsvareren, som skal passe mit arbejde og vejlede klienten bedst muligt i forhold til den påstand, klienten selv har.
- Hvis min klient erklærer sig uskyldig, så er min fornemmeste opgave at få hende eller ham frikendt. Påstår min klient at have begået forbrydelsen, men ikke så slemt, som tiltalen lyder på, arbejder jeg på, at klienten får den lavest mulige straf.
Det er jo fair nok, at folk, der har begået noget kriminelt, kommer i fængsel eller får en bøde, men det skal foregå inden for rammerne af et retfærdigt system, hvor enhver rimeligt grundet tvivl også kommer den tiltalte til gode.
I videoen herunder forklarer Bjarne Frøberg, hvorfor begrebet retsfølelse omfatter mere end, at man bare skal have strengere straffe - retsfølelsen er jo mange andre ting.
Højt profilerede sager
- •
Bjarne Frøberg har forsvaret de tiltalte i nogle af de straffesager, der har været meget omtalt i medierne.
- •
Han forsvarede i 2002 den ene af to unge mænd, der satte ild på Hotel Viking i Randers, hvor 6 mennesker døde i branden. Bjarne Frøbergs klient blev idømt 10 års fængsel.
- •
I 2007 repræsenterede Bjarne Frøberg den mand, som politiet mente var chauffør i forbindelse med tyveriet fra Danske Banks pengecentral i Brabrand. Her stak tyvene af med 26,7 millioner kroner. Pengene blev aldrig fundet.
- •
Røveriet mod Dansk Værdihåndtering Erritsø skete 12 timer senere end det i Brabrand. Der var to tiltalte, der sad varetægtsfængslet i cirka to år. Den tiltalte, som Bjarne Frøberg var forsvarer for, blev frifundet i byretten, men anklagemyndigheden ankede, og han blev frifundet i Landsretten også.
- •
Han var i 2011 forsvarer for en indsat i arresten i Aarhus, hvor en voldtægtssigtet blev overfaldet i arresten og fik mange bank under en gårdtur sammen med seks andre. Byretten fandt de seks tiltalte ikke skyldige, men det gjorde Landsretten ikke. Sagen endte i Højesteret, hvor Frøbergs klient blev frifundet.
- •
Bjarne Frøberg var i 2013 forsvarer for en 37-årig skolelærer, som blev idømt 18 måneders fængsel for at have kørt en ung pige ihjel i en efterbrandert.
Der er klienter eller gengangere, der vender tilbage til Bjarne Frøberg, når de igen har brug for en forsvarer. Som forsvarsadvokaten forklarer det:
- Det er ikke rige, kendte og rockere, men helt almindelige mennesker fra hele samfundet. Det er folk, der er udsatte. Det er almindelige velfungerende mennesker, som kan have problemer med stofmisbrug eller økonomiske problemer. Deres dagligdag fungerer, men de kan være afhængige af stoffer, alkohol eller andet misbrug.
Forvaring kan være nødvendigt
I andet afsnit af ’Tiltalt’ ser vi Bjarne Frøberg trippe rundt i et besøgsrum i en arrest, hvor han venter på en klient, der allerede har afsonet voldsdomme – men som nu sidder varetægtsfængslet for grov vold igen. Han er indstillet til en forvaringsdom på baggrund af en mentalundersøgelse og en udtalelse fra retslægerådet.
Forvaring er den straftype, som bruges over for personer, der vurderes at være særligt farlige, fordi de har begået grov personfarlig kriminalitet såsom drab, røveri eller alvorlige sædelighedsforbrydelser. Sammen med fængsel på livstid er forvaring den eneste sanktion i dansk strafferet uden tidsbegrænsning.
I videoen herunder får du Bjarne Frøbergs forklaring på, hvorfor nogle mennesker kan være så farlige, at vi kun kan beskyttes os mod dem ved at idømme dem forvaring.
Dommerne mente ikke, at Bjarne Frøbergs klient skulle idømmes forvaring, og i stedet fik manden en straf på et år og seks måneders fængsel.
Dokumentarserien 'Tiltalt' sendes i aften klokken 20.45 på DR2. Du kan også se den her på DR TV.