Det kommer noget bag på forsvarsadvokaten for den 17-årige terrortiltalte pige fra den såkaldte Kundby-sag, Mette Grith Stage, at anklagemyndigheden vil kræve pigen idømt forvaring på ubestemt tid.
- Det er jeg meget overrasket over. Det er en voldsom sanktion mod så ung en pige, at hun skal spærres inde på ubestemt tid, siger Mette Grith Stage til DR Nyheder.
Hun fortæller, at den unge pige kommer til at nægte sig skyldig i sagen, der indledes ved et nævningeting i Retten i Holbæk 19. april.
- Hun er selvfølgelig chokeret. Hun er godt klar over, at forvaring betyder, at man skal være spærret inde i rigtig, rigtig mange år. Men man skal huske på, at hun kun er et stort barn, og det kan være svært for hende at overskue konsekvenserne af det her, siger Mette Grith Stage.
Farlig for sine omgivelser
Forvaring er en af de strengeste straffe i retssystemet, og der er tale om en sjældent brugt straf. Den bruges ved meget voldsomme forbrydelser, hvor den dømte vurderes at være farlig for sine omgivelser.
Forsvarsadvokaten understreger, at anklagemyndigheden har taget beslutningen på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, så det er ikke ensbetydende med, at sådan bliver det.
- Det er hverken Retslægerådet eller anklagemyndigheden, der bestemmer, hvad sanktionen skal være, hvis min klient bliver dømt. Det er i sidste ende nævningetinget, og jeg håber naturligvis, at de vil se anderledes på det, siger Mette Grith Stage.
Hun sætter også sin lid til, at Højesteret flere gange har afvist forvaring af unge under 18 år.
- Det er klart, at det er den praksis, jeg vil sætte min lid til og læne mig op ad i den her sag. Jeg synes, det er vildt skræmmende og foruroligende, at vi som system mener, at en på gerningstidspunktet 15-årig ikke tidligere straffet pige skal spærres inde på ubestemt tid, siger Mette Grith Stage.
Var bare 15 år under planlægningen
Den i dag 17-årige pige er tiltalt for forsøg på terror ved at have forberedt fremstilling af sprængstoffer til brug ved bombeangreb på Sydskolen i Fårevejle og den jødiske Carolineskolen i København.
Pigen var blot 15 år, da hun planlagde angrebene og anskaffede sig kemikalier til fremstillingen af bomber.
Ifølge anklageskriftet skulle angrebene være sket i januar eller februar sidste år. Men pigen blev standset i forberedelserne, dels fordi hun ikke modtog en ordre om at udføre angrebene, og dels fordi politiet greb ind.
Hun blev anholdt 13. januar sidste år og har siddet varetægtsfængslet siden.