Forsvarer: At fortsætte sit liv er ikke en overtrædelse af LTF-forbud

Tre mænd er blevet varetægtsfængslet for at overtræde forbuddet mod banden "Loyal To Familia".

(ARKIV) De tre mænd var iført kasketter med mærket "F", som politiet mener, er et kendetegn for Loyal To Familia (LTF). (Foto: © Scanpix danmark stf, Scanpix)

Et "F" på en kasket og det at fortsætte sit almindelige liv er slet ikke nok til at dokumentere en tilknytning til banden Loyal To Familia (LTF).

Sådan lyder det fra forsvarsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen, der repræsenterer en af de tre mænd, der fredag eftermiddag blev varetægtsfængslet for at bryde det midlertidige forbud mod LTF.

Ved retten i Helsingør blev de varetægtfængslet indtil 5. oktober efter et grundslovsforhør, blandt andet fordi de stod sammen og havde kasketter med mærket "F" på.

Men Mai-Brit Storm Thygesen mener slet ikke, at der er nok mistankegrundlag til at sige, at hendes klient har overtrådt forbuddet, og de har derfor kæret til landsretten.

- Min klient har ikke sagt noget, gjort noget, vist håndtegn eller været iført tøj eller noget som helst, som har nogen relation til LTF.

- Så det at opholde sig i en baggård til et stort center er efter min mening ikke i sig selv tilstrækkeligt til at sige, at det er en overtrædelse af forbuddet, siger hun.

"Udviste utryghedsskabende adfærd"

Nordsjællands Politi kunne i morges oplyse, at fire mænd i alderen 20 til 23 år var blevet anholdt i går aftes ved en spillehal ved Nivåcentret nord for København.

I sigtelsen lyder det, at de tre mænd udviste utryghedsskabende adfærd ved at stå sammen med kasketter med mærket "F" på, som politiet mener, er et kendetegn for LTF. Samtidig solgte de hash fra stedet og havde vagter til at holde øje.

- Kasketterne viser, at man stadig har et tilknytningsforhold til det, der tidligere hed LTF, sagde anklager Kenn Jørgensen i retten.

Og det gav dommeren ham altså ret i ved at varetægtsfængsle de tre mænd. Men Mai-Brit Storm Thygesen er altså uenig, da hun mener, at det er vigtigt at sondre imellem, om man laver nogle aktiviteter, der har tilknytning til LTF, eller om man bare fortsætter et helt almindeligt socialt liv.

- Hvis man bare omgås de mennesker, man hele tiden har omgået, og på de steder, man hele tiden har været, så er det ikke i sig selv en overtrædelse af det midlertidige forbud mod LTF, siger hun.

"F'et står for fred"

Ifølge en vejledning, som Rigspolitiet har sendt ud til politikredsene med informationer om at håndhæve forbuddet, kan hvidt eller sort tøj af et bestemt mærke være nok til at sigte bandemedlemmer for at overtræde forbuddet mod LTF.

Og Mai-Brit Storm Thygesen tror, at sagen nu er udtryk for, at politiet vil se, hvor langt det kan gå.

- Jeg opfatter sagen i dag som en prøvekanin for politiet, hvor de ønsker at få prøvet ved domstolene, hvor langt det her midlertidige forbud egentlig rækker, siger hun.

I retten erkendte de fire mænd at have kasketterne med mærket "F" på, men den ene forklarede sig med, at han havde købt den på Strøget i København, og at F'et står for fred.

En fjerde person, som også var blevet anholdt, er blevet løsladt.

LTF-FORBUD

  • Det er forbudt at videreføre LTF - straffeloven §132a. Dermed er det forbudt at:

  • Bruge bandens kendetegn som fx logo.

  • Blive medlem af banden eller rekruttere til den.

  • Arbejde som vagt for LTF.

  • Støtte banden økonomisk eller rådgive den.

  • Udleje lokaler eller fremstille tøj til banden.

  • Videreføre banden under et nyt navn.

  • I visse tilfælde kan det også være forbudt at vise en LTF-tatovering frem.

  • Det er også forbudt at anvende LTF's kendetegn på offentligt sted.

  • Det kan fx være i offentlige kontorer, på veje og i biler, ligesom det også er forbudt i fængslerne.

  • Det er også forbudt at udbrede kendetegnene til et større kreds af mennesker - for eksempel på sociale medier, internettet, ved åbne arrangementer, fester og i pressen.

  • Personer med tæt tilknytning til LTF kan få opholdsforbud, hvis det er nødvendigt for at sikre, at LTF ikke føres videre - straffeloven §132b.

  • Opholdsforbuddet kan gælde en plads, park eller vej, men ikke en hel by, bydel eller et større kvarter.

  • Personer kan blive pålagt at forlade en forsamling, hvis den skaber utryghed, og hvis en stor del af forsamlingen har tilknytning til LTF - straffeloven §132b stk. 2.

  • Personerne behøves ikke at have tilknytning til LTF. Kilde: Rigspolitiets vejledning, operationsplan og action cards