Har svindeldømte Britta Nielsens tre voksne børn gjort sig skyldige i groft hæleri, fordi de vidste eller bestemt formodede, at de 50 millioner kroner, som de modtog fra deres mor, kom fra svindel og bedrageri?
De spørgsmål tager Retten i Glostrup onsdag hul på, når hælerisagen mod børnene begynder.
Og her glæder de tre børn sig til at komme med deres udlægning af sagen.
Det fortæller deres forsvarsadvokater.
- Min klient har ikke anet og har ikke haft nogen som helst grund til at tro, at hendes mor var den her kæmpestore svindler, som det viste sig, hun var. Og det er der jo heller ingen andre i morens omgivelser, der har troet, siger forsvarer Peter Secher.
Han repræsenterer den ene datter, Jamilla Hayat.
Når ingen på Britta Nielsens arbejdsplads eller i hendes vennekreds fattede mistanke, før svindlen havde stået på i 25 år, så var det også svært for børnene at vide, at deres mor stjal fra sit arbejde, mener han.
Men spurgte din klient, hvor pengene, som hun fik, kom fra?
- Jeg er helt sikker på, der har været samtaler i hjemmet om, hvor pengene kom fra. Jeg er lige så sikker på, at den forklaring, de har fået, ikke var rigtig, lyder det fra Peter Secher.
'Ikke ulovligt at leve af mors penge'
Mange tabte underkæben, da sagen om den formodede millionsvindel i Socialstyrelsen kom frem i oktober 2018.
Både politikere, eksperter, og almindelige borgere undrede sig over, hvordan den 65-årige kontorfuldmægtige var sluppet af sted med at tage penge fra sit arbejde gennem en periode på 25 år uden at blive opdaget.
Men også Britta Nielsens børn fik ifølge deres advokater et chok, da moren blev mistænkt og internationalt eftersøgt.
- Jeg har stadig til gode at se én i hendes omgangskreds, som har tænkt, der var noget galt. Ingen opdagede det, og så er det store krav at stille til hendes børn, at de skal tænke, at mor begår kriminalitet, mener advokat Peter Secher.
Britta Nielsens søn Jimmy Hayat levede i høj grad af sin mors penge.
I mange år strømmede der beløb ind på hans konto i Sydafrika, hvor han boede og i 2018 begyndte at læse til kok. Ifølge tiltalen fik han gennem årene i alt 10,7 millioner kroner.
- Det er jo ikke på nogen som helst måde forbudt at leve af sin mors penge. Det afgørende er, om han vidste, hvor de her penge stammede fra, og her nægter min klient sig skyldig, lyder det fra Jan Schneider.
Jimmy Hayat er også tiltalt for at hjælpe med at skjule nogle af svindelpengene.
Han tog nemlig imod moren, da hun i september 2018 landede i Sydafrika og endte med at være på flugt i seks uger fra de danske myndigheder. Her skaffede han blandt andet ifølge tiltalen en halv million kroner i kontanter til sin mor.
Vil han erkende den del?
- Han vil jo nok anerkende, hvad han har foretaget sig i Sydafrika faktuelt. Men han vil ikke erkende, at han har gjort noget strafbart i den forbindelse, siger hans forsvarer Jan Schneider.
Jimmy Hayat blev anholdt kort før sin mor i Sydafrika. Han har lige siden siddet varetægtsfængslet i Danmark, fordi politiet mente, at han var i risiko for at flygte.
Datter fik millioner til hestefirmaer
Ifølge anklageskriftet mod børnene har Britta Nielsens yngste datter Samina Hayat fået overført flest penge. Nemlig over 37 millioner kroner.
Pengene er blandt andet gået ind på hendes konti i Tyskland og Holland, hvor hun drev hestefirmaer og fik millioner i startkapital af Britta Nielsen.
Men hun satte ikke spørgsmålstegn ved, hvor pengene kom fra, fordi hun havde fået fortalt, at de stammede fra hendes fars arv. Han døde i 2005.
- Det er da klart, at når man sætter sin underskrift på et regnskab, så er det også forbundet med et ansvar. Men jeg tror også, at du kan finde talrige eksempler på, at børn har været ejere af selskaber, selvom de reelt ikke varetager selskabet, siger Samina Hayats forsvarer Christian Bjerrehuus forud for sagen.
Han kan godt forstå, at det på papiret ser voldsomt ud, at hans klient har modtaget så store millionbeløb, men henviser til, at det er foregået spredt over flere år.
Men deres mor arbejder i Socialstyrelsen uden en stor indtægt, og det er vel de færreste, der har så stor en arv?
- Ja, og det kommer der også en forklaring på under sagen, siger Christian Bjerrehuus.
Britta Nielsen: 'Jeg er så ked af det'
Britta Nielsen blev idømt seks år og seks måneders fængsel for bedrageri for i alt 117 millioner kroner.
Under retssagen ville hun ikke svare på spørgsmål om hendes børn, fordi hun vidste, at det kunne få indflydelse på sagen mod dem.
Men hun fortalte, at hun blandt andet blev ved med at tage penge fra Socialstyrelsen, fordi hun selv havde haft en dårlig barndom og ønskede noget andet for sine egne børn.
- Jeg er så ked af det. Det var fuldstændig vanvittigt, at jeg tog så store beløb. Jeg ville ønske, at jeg kunne nøjes med at sige undskyld til mine børn, min familie og mine kolleger, sagde hun i retten under sagen.
Britta Nielsens forsvarer har også forklaret, at hælerimistanken mod hendes børn har fyldt meget.
- Det er klart, at det har påvirket hende meget. Hun er ked af, at det, som er sket, og som hun er tiltalt for, er blevet noget, som andre mennesker er blevet involveret i, har Nima Nabipour fortalt.
Der forventes dom i slutningen af marts.
Du kan få hele historien om hælerisagen i morgen i magasinet 'Kriminelt' her via DRTV eller klokken 21.25 på DR1.