Forsvarer: Britta Nielsen forhandlede om sin egen overgivelse

Den danske ambassade i Sydafrika besøger svindelmistænkt i arresten i dag.

Her ses Anna Britta Troelsgaard Nielsen blive ført ind i arresten i går. Optagelserne er lavet af Ekstra Bladet.

Seks uger efter sin politianmeldelse blev den svindelsmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen tidligt i går morges anholdt i en forstad til Johannesburg i Sydafrika.

I dagene op til anholdelsen gav hun ifølge sin danske forsvarsadvokat udtryk for, at hun gerne vil hjem til Danmark, hvor hun er sigtet for at have franarret staten mindst 111 millioner kroner i tilskudsmidler.

Når hun alligevel ikke meldte sig selv, skyldes det ifølge advokaten, at der blev forhandlet med politiet og anklagemyndigheden i Danmark om at få kvinden hurtigt ud af Sydafrika.

- Det med at melde sig selv er ikke så simpelt, som man måske skulle tro. Man kan ikke bare troppe op hos politiet i Sydafrika og sige 'goddag, jeg er muligvis efterlyst af dansk politi, og hvad kan vi gøre?', siger forsvarsadvokat Nima Nabipour.

Han tilføjer, at det først og fremmest kunne blive svært at finde ud af, hvor Anna Britta Troelsgaard Nielsen ville blive sendt hen efter en frivillige overgivelse til sydafrikanske myndigheder.

- Og vi ville gerne have, det skulle gå så hurtigt og gnidningsfrit som muligt, siger advokaten.

En hurtig visit i retten

Det lykkedes dog ikke at lande en aftale inden anholdelsen.

I stedet blev Anna Britta Troelsgaard Nielsen i går anholdt af sydafrikanske betjente i en forstad til Johannesburg, hvor hun opholdt sig på et hotelværelse. Der er endnu kun sparsomme oplysninger om, hvordan anholdelsen forløb, men det forlyder, at hun overgav sig og forlod sit skjulested uden dramatik.

Omkring middagstid blev den danske kvinde bragt for en dommer, hvor hendes advokat førte ordet for hende.

- Hun var meget kort tid i retten, før hun forsvandt nedad en trappe midt i lokalet. Selve retssalen er et sted, hvor de kører mange sager igennem på kort tid, så det var en meget hurtig visit, siger journalist Jeppe Vestergaard Jensen, der var i retten i går.

Han fortæller, at det var svært at genkende den svindelmistænkte kvinde fra de billeder, som den seneste tid har været bragt i de danske medier, da hun har farvet sit hår sort og er tyndere end på billederne.

Efter retsmødet blev Anna Britta Troelsgaard Nielsen bragt til en arrest på politistationen Brooklyn i den Sydafrikas hovedstad, Pretoria. Ifølge danske medier, der er dernede, har den danske kvinde tilbragt natten alene i en celle kun for kvinder.

Fire personer er sigtet i sagen:

  • Anna Britta Troelsgaard Nielsen er hovedmistænkt.

  • En mand er anholdt i Sydafrika og sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, da han menes at have haft en hovedrolle i brugen af tilskudsmidlerne. Danmark vil have ham udleveret til Danmark.

  • To kvinder er desuden sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, da de også menes at have fået del i det formodede svindeludbytte.

Tilbageholdt i arrest

I løbet af i dag vil repræsentanter fra den danske ambassade i Sydafrika besøge Anna Britta Troelsgaard Nielsen på politistationen.

Konsulent Ludvig Andersen fra den danske ambassade oplyser til Ritzau, at ambassaden ikke vil kommentere detaljer i sagen.

- Ambassaden yder sædvanlig konsulær bistand. Det vil sige, at ambassaden holder øje med, at fængslede danskere i udlandet får den retslige hjælp, de har krav på. Vi holder øje med, at forholdene er gode, og at de får mad og de hygiejneartikler, de har brug for, siger han.

Planen er, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen skal sidde i arresten i hvert fald til torsdag, hvor næste retsmøde i sagen er planlagt.

Ifølge hendes sydafrikanske forsvarsadvokat, Piet du Plessis, har det været et ønske fra forsvarets side, at hun blev tilbageholdt på en politistation i stedet for i et fængsel, da det er lettere at få adgang til hende i arresten.

- På politistationen er vi ikke bundet af de samme strenge regler som i fængslet. Og vi har en del anliggender, vi skal diskutere, så for os er det et spørgsmål om praktik, siger han.

Retten i Sydafrika, hvor Anna Britta Troelsgaard Nielsens udleveringssag bliver behandlet. (Foto: © Gianluigi Guercia, Scanpix)

Advokat: Der er bestilt flybilletter

Piet du Plessis er også forsvarer for den hælerimistænkte mand, der er sigtet i svindelsagen. Manden blev anholdt i sidste uge, da han forsøgte at rejse ud af den internationale lufthavn i Johannesburg.

På Interpols og anklagemyndighedens side håndteres de to sager også af de samme personer, og ligesom Anna Britta Troelsgaard Nielsen ventes den hælerimistænkte mand at komme for retten torsdag.

Ifølge Piet du Plessis kollega Gerhard Landman, der mødte for Anna Britta Troelsgaard Nielsen i retten i går, har repræsentanter fra de danske myndigheder bestilt og betalt flybilletter til kvinden med afgang klokken 20:15 torsdag aften.

Det skyldes ifølge forsvarsadvokaten, at anklagemyndigheden ved torsdagens retsmøde skal fremlægge dokumentation for, at det er muligt at sende hende tilbage til Danmark med det samme.

Løsladelse mod kaution

Gerhard Landman mener, at der kan være mulighed for at hjemsende Anna Britta Troelsgaard Nielsen allerede torsdag aften, så hun er tilbage i Danmark fredag.

Den oplysning vil Statsanklageren for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) dog ikke bekræfte. Herfra lyder beskeden, at det i første omgang er op til de sydafrikanske myndigheder at vurdere, om der er grundlag for at udlevere kvinden til Danmark.

Hjemme i Danmark fortæller kvindens danske forsvarsadvokat, at der er en mulighed for at gå efter at få Anna Britta Troelsgaard Nielsen løsladt mod kaution.

- Hvis det sker, vil hun helt klart sidde på det første fly på vej hjem til Danmark med nogle danske efterforskere. Det er i hvert fald hendes ønske, siger Nima Nabipour.

Konfiskerede penge er sat i banken

Den sydafrikanske advokat Gerhard Landman bekræfter, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen havde et kontantbeløb på sig, da hun blev anholdt tidligt i går morges.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var der tale om et beløb svarende til mere end 300.000 danske kroner. Den oplysning har det ikke været muligt for DR Nyheder at få bekræftet.

- Alle pengene er blevet konfiskeret og er blevet sat ind på en bankkonto, siger Gerhard Landman.

Ingen af advokaterne ønsker at svare på, hvordan den 64-årige kvinde forholder sig til sigtelsen.

SVINDELSAGEN

  • Socialministeriet oplyste i begyndelsen af oktober, at 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen var efterlyst internationalt og mistænkt for at have overført 111 millioner kroner i tilskudsmidler til sig selv.

  • Det skal være sket i perioden fra 2002 til 2018.

  • Den senere efterforskning har sat hende i forbindelse med mistænkelige overførsler allerede i 1997, så udbyttet af den formodede svindel kan være endnu større.

  • Mistanken mod kvinden opstod, da der i august blev opdaget uregelmæssigheder i udbetalingen af tilskudsmidler til en kommune.

  • Samtidig blev det konstateret, at der blev overført penge dels til en privatkonto i Danske Bank i Hvidovre og dels til en erhvervskonto, som tilhørte Anna Britta Troelsgaard Nielsen.

  • Den formodede svindel skal være foregået, både mens hun sad i Socialministeriets departement, Socialstyrelsen og den daværende Sikringsstyrelse.