USA opfordrer nu koalitionslandene i Syrien til at hente tilfangetagne statsborgere, der har kæmpet for terrororganisationen Islamisk Stat (IS), hjem, så de kan blive retsforfulgt - men den bro har krigerne allerede brændt selv.
Det forklarer Maja Greenwood, der er ph.d-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier og Københavns Universitet, og som forsker i de danskere, der har været nede og kæmpe i Mellemøsten:
- De, der har rejst ned for at kæmpe for IS, har ikke forventet at komme tilbage til deres gamle liv, siger hun.
Hun fortæller også, at man generelt kan inddele de statsborgere, der rejser i krig, i tre grupper:
Dem, der allerede er fra kriminelle miljøer, og som er interesserede i at være voldsudøvere, de unge idealister, der ønsker at være med i eksempelvis et religiøst projekt, og så de "frustrerede".
- Det er typisk dem, der er utilfredse med samfundets muligheder til dem i hjemlandet. Det er den gruppe, man kan kalde for "eventyrlystne".
Svært at finde beviser
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger, at han som udgangspunkt mener, at danske IS-krigere skal retsforfølges i de lande, hvor der er begået forbrydelser. Og derudover har han ikke megen sympati for dem:
- De har hugget hoveder af folk, voldtaget kvinder og børn og solgt mennesker. Der er det for mig paradoksalt, hvis de krigere nu gerne vil påberåbe sig de vestlige normer omkring retssikkerhed, siger forsvarsministeren.
Ikke desto mindre erkender han, at Danmark kan ende med at hente statsborgere, som har kæmpet for IS, hjem for at retsforfølge dem.
Det bliver dog ifølge Maja Greenwood svært at bevise, at de danske IS-krigere skulle have begået den slags forbrydelser.
- Det er svært at sige, hvor udbredt det har været blandt krigerne. Der er flere, som har rejst derned, og som har haft funktioner i IS, der har været ikke-voldelige stillinger langt fra fronten, siger hun.
Hun tilføjer, at de, der rejste derned i de tidlige stadier af Islamisk Stats fremmarch, kan have oplevet en eskalering af volden i terrororganisationen, der måske er kommet bag på dem.
Dansk Folkeparti har kritiseret det amerikanske forslag.
- Jeg vil meget nødigt have, at de kommer hjem. De har selv valgt den landsforræderiske vej, og så må de også tage konsekvenserne af det. Og det betyder sandsynligvis livsvarigt fængsel de her steder, og det har de fortjent, siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.