Allerede inden året er omme, er der blevet oprettet dobbelt så mange sager om arbejdsskader blandt fængselsbetjente som i 2015.
Ifølge Fængselsforbundet var der sidste år tale om 35 sager, mens der i år er oprettet 73 sager.
Forbundssekretær Bo Yde Sørensen er tovholder på de sager, som behandles på forbundskontoret i Valby. Ifølge ham skyldes stigningen mangel på betjente kombineret med et meget råt miljø i og uden for fængslet.
- Der er pres på i øjeblikket. Folk står oftere og oftere alene ude i fængslerne med benhårde indsatte. Og det slider. Generelt har de mange episoder med vold og trusler krævet sine ofre, siger han.
Arbejdsskadesagerne blandt fængselsbetjente deler sig ligeligt i to overordnede kategorier: Fysiske og psykiske. Ifølge Bo Yde Sørensen drejer cirka hver fjerde sag sig om PTSD, posttraumatisk stress.
- Vi har set, at betjentene bliver skudt uden for fængslerne og stukket ned uden for fængslerne. Og det giver jo skudsår og stiksår, men det giver også ar på sjælen, lyder det fra Bo Yde Sørensen.
Også inde i fængslerne er der talrige eksempler på, at betjentene bliver overfaldet af de indsatte.
- Så sent som i sidste uge havde vi en situation, hvor en mandlig kollega blev slået i ansigtet, og en kvindelig kollega blev sparket i ansigtet. Det gør ondt psykisk også, siger forbundssekretæren.
Han mener, at løsningen er at ansætte flere fængselsbetjente, for i øjeblikket er der ikke nok personale til at drive fængslerne forsvarligt, mener han.
Ifølge Bo Yde Sørensen går der ofte mere end et år, før en sag bliver afgjort af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. I øjeblikket behandler forbundet derfor mere end 100 sager.
/ritzau/