Forældre og skoleledere siger nej til at straffe pjæk-forældre

Regeringens plan om at trække forældrene i børnechecken møder modstand fra flere sider.

Hverken forældre eller skoleledere er begejstrede for regeringens forslag om at trække forældre til børn med for meget fravær i børnepengene. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Hverken forældre eller skoleledere tror på, at det er den rigtige løsning, når regeringen som en del af sit ghettoudspil vil straffeforældrene til de elever, der har for meget fravær fra folkeskolen, ved at trække dem i børnepengene.

Ifølge udspillet skal det næste kvartals børne- og ungeydelse bortfalde, hvis en skoleelev har mere end 15 procents ulovligt fravær eller udebliver fra tests og afsluttende prøver.

Tror ikke på straf som løsning

Men det tiltag afviser både forældre og skoleledere som en god ide.

- Som udgangspunkt tror vi ikke på løsninger, der går ud på at straffe forældrene. Vi synes i stedet, at man skal have en dialog og samarbejde med forældrene om de problemer, der er, siger Dorte Andreas, næstformand i Skolelederforeningen.

Hun anser faktisk forslaget for at være overflødigt i forhold til situationen i dag.

- Indsatsen er blevet skærpet. Hvis et barn eksempelvis ikke kommer i skole tre dage i træk uden at angive en grund, så kontakter man forældrene for at finde ud af, hvad der er galt.

- Vi har fået meget mere fokus på fravær, og der, hvor der problemer, tager vi en dialog og løser dem. Det kan man ikke i nogle enkelte tilfælde, men så er det en helt anden indsats, der skal til.

Ikke ulovligt fravær

Hun afviser i øvrigt, at forældre, som tager deres børn med på ferie uden for skolernes ferier, skal være bekymrede.

- Hvis de søger skoleledelsen om at få fri, så bliver det som udgangspunkt også givet, og så er der jo ikke tale om ulovligt fravær.

Børn skal komme i skole

Hos organisationen Skole og Forældre er landsformand Mette With Hagensen også meget skeptisk overfor forslaget.

- Grundlæggende er jeg enig i, at børn skal komme i skole. Men at straffe forældrene økonomisk, når børnene ikke møder frem, det er altså ikke den rigtige løsning.

- Når børn har så højt fravær som 15 procent, så er det fordi barnet har et problem, familien har en udfordring, eller at der er noget i skolen, som gør, at barnet har svært ved at komme. Og så bliver det ikke bedre af, at man trækker familien i børnechecken. Måske bliver det endda værre, for så er det barnets skyld, at far og mor mangler nogle penge, fordi de ikke kommer i skole.

- Økonomiske sanktioner har aldrig fået børn til at komme i skole. Det der hjælper, det er, at man får støttet familien og får skabt nogle gode rammer om at komme afsted om morgenen, siger Mette With Hagensen og opfordrer til, at skolen reagerer på et tidligt tidspunkt, inden børnene overhovedet kommer i nærheden af 15 procents-fraværsgrænsen.

Mange grunde til fravær

De forældre, som DR mødte fredag morgen, inden klokken ringede ind til første time på Peder Lykke Skolen på Amager, var heller ikke begejstrede for forslaget.

- Der kan være rigtig mange grunde til øget fravær, så trusler om sanktioner i børnechecken skal ikke være den første løsning, man skal omkring en masse pædagogiske og sociale ting i stedet. Men så er der jo også bare nogle folk, som bliver mere motiverede, når der kommer en trussel om nogle sanktioner.

- Jeg så hellere, at folk fik noget vejledning i forhold til, at deres børn skal i skole af de rigtige årsager – det har ikke noget med at gøre, at du mister nogle penge: Det er for at komme hen og lære, det er for at være social og det er for at være en del af samfundet, siger Kristine Koch, selvstændig stresscoach og mor til en elev på Peder Lykke Skolen.

Forstår frustrationen

Jan Schumann er far til en elev i 2. klasse og har tidligere arbejdet som skolelærer. Han forstår frustrationen over fraværet, men han ser ikke det nye forslag som den rigtige løsning.

- Det er under alle omstændigheder møg-irriterende, at der er nogle, som tager ferie på alle mulige skæve tidspunkter. Der er også skoleinspektører, som tager fri uden for de normale skoleferier, og der er også folk, som er godt ved muffen, som kan tillade sig at holde ferie, hvor andre ikke kan. Ja, det kunne godt være, at der var nogle, der skulle trækkes lidt en gang imellem, men hvis målet er at ramme nogle, der i forvejen har det svært, så synes jeg, at det er helt ved siden af.

- Jeg tror ikke, at det vil hjælpe noget. Der er andre mere dybtliggende årsager til det. Og hvis det er noget med anden etnicitet, hvor man er på forlænget sommerferie og hjemme at besøge sit hjemland, så tror jeg simpelthen ikke, at det er det, der vil gøre udfaldet, siger Jan Schumann, der i næste uge i øvrigt tager på to ugers ferie med sønnen.